Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


Skriv en kommentar

Et kys af vin, anbefalet af Antonio the Bull

Beso de Vino – Selección 2009, Cariñena, Spanien

besodevino2009

Endnu engang skal vi til Cariñena i Aragón i det Nordøstlige Spanien, og selvom gisningerne peger denne vej for druen Carignans ophav, så er det ikke den dominerende drue i området og slet ikke i denne vin, som er lavet på allestedsnærværende Syrah.

Det vil nok være svært at påstå at Beso de Vino ikke er skabt med et blikfang og en god historie, som i kan tyde udfra etiketten, men er det nok til at sælge? Der er i hvert fald også et stort klistermærke henover hals og manchet, der fortæller at Jay Miller fra The Wine Advocate (det var før han valgte at stoppe med at skrive for det medie) har givet vinen 90 point. Noget som fortæller kendere af Miller’s smag, at vinen er kraftig, måske overekstraheret, og endda kunne være til den sødlige side.

Men lad os komme til vinen, som forekommer mig lidt sjov og kogt, om det er en flaskefejl, om vinen er blevet gammel og træt eller om den skal være sådan, må jeg indtil videre lade være usagt.

Duften er underlig kogt, mørk og dyb henimod henkogte bær, der har stået gemt inde i mørket et par år for meget, samt sveske i Madeira.

Smagsmæssigt er vinen ubalanceret med et grønt og stilket præg, og de henkogte frugter der går igen, med en underlig bidende syre. Den kogte frugt forsvinder lidt med at vinen får ilt, men den fremstår stadig ubalanceret og lidt sjov. Bagetiketten nævner da også ‘bagte kirsebær’ som en af smagsnuancerne, så det kan godt være at den er god nok, men det er ikke lige sådanne smagsnuancer jeg leder efter i min vin.

Det er ved at være længe siden at jeg er kommet forbi en vin, jeg har fundet direkte ubehagelig at drikke, men det må jeg indrømme Beso de Vino har været. På hylden præsenterer vinen sig flot, i glasset er det dog en helt anden sag. Det ville have været fedt med lidt sammenhæng imellem Antonio the Bull’s historie, vinens navn ‘kys af vin’ og flaskens indhold.

Vinen er tilsendt af www.konsulen.dk , som samler og videreformidler vintilbud fra skoven af vin-webshops i Danmark.


Skriv en kommentar

Dejlig læskende Grenache fra Saint-Guilhem le Désert

Montpeyroux Cooperative Artisinale – Le Grenache… 2011, Saint-Guilhem le Désert, Frankrig

legranache2011

Nu skal vi en tur til Languedoc-Roussilon i det sydlige Frankrig, hvor vi finder, den efter sigende pitoreske, IGP appellation Saint-Guilhem le Désert ikke forfærdelig langt fra Montpellier. Vinen er lavet på Grenache Noir, som kan give alt fra friske og krydrede vine, til mere gumpetunge og søde af slagsen.

Når vinen har ramt glasset, dufter det af friske søde solvarme brombær, der lidt lakrids gemt dybt derunder og lidt grønne krydderurter i slutningen. En varm, men stadig frisk og indbydende duft.

Vinen er slet ikke så tung i munden som duften indikerer, den er saftig og byder på et bredt spekter af søde solmodne mørke bær, lidt sød lakrids og næsten ingen syre, men er dog stadig meget læskende og frisk, og det er svært at ikke lige tage en tår mere.

En velsmagende Grenache Noir der er lige til at hoppe om bord i og nyde, et dejligt glas vin der indbyder til flere.

Vinen er tilsendt af www.konsulen.dk , som samler og videreformidler vintilbud fra skoven af vin-webshops i Danmark.


Skriv en kommentar

Sprød og ukompliceret hvid spanier

esteban martin, Blanco 2011, Cariñena, Spanien

estebanmartin_blanco2011

Cariñena ligger i det Nordøstlige Spanien i Aragón, og det er fra denne zone at druen Carignan har sit udspring. Her har vi dog fat i en ung hvidvin lavet på Chardonnay og Macabeo, og selvom Macabeo er den mest plantede hvide drue i Spanien, er den vel mest berømmet for sin medvirken i sprød Cava.

Farven på vinen er strågul og indbydende.

Det er ikke meget duft vinen giver fra sig i starten, der er en snert af sødme, og lidt svovl. Som vinen får lidt temperatur og ilt, træder lyng og lidt rålakrids til.

Vinen er frisk og sødmefuld i munden, med en svag syre. Vinen fylder mundhulen med friskhed og derefter svinder smagen hurtigt ud.

En let, frisk og ukompliceret hvidvin, der vil gøre sit bedste, iskold, på en varm dag på terrassen.

Vinen er tilsendt af www.konsulen.dk , som samler og videreformidler vintilbud fra skoven af vin-webshops i Danmark.


6 kommentarer

Knastør og mineralsk Riesling med indsmigrende sødme

Eser – Riesling, Der Purist, 2011 – Rheingau, Tyskland

Eser_purist_2011

Riesling fra Rheingau, og især fra huset Eser, står som regel knastørre og mineralske, noget der bringer mindelser henimod Alsace, snarere end deres nutidige berømmede landsmænd fra Mosel.

Dog skal der engang imellem ske noget nyt, og Eser har nu lanceret Der Purist, som ved første tår følger husets knastørre og mineralske filosofi, men som stille og roligt åbner op for en behagelig og indsmigrende afslutningsvis sødme.

Duften byder på klassisk Riesling, der er svag petroleum, blomster, honningsødme og en syre der går henimod tropiske frugter.

De tropiske frugter, hvor især syren fra umoden ananas og mango træder igennem, sammen en flot mineralitet, fylder i smagsspektret, før den indsmigrende sødme træder igennem, for at efterlade pladsen til en afslutningsvis rensende syre, der læsker og giver lyst til endnu en tår.

Et godt bud på en lækker sommervin, en flot balanceret Riesling, der byder på flot syre og lækker restsødme. En læskende vin der kan spille op til det meste mad, jeg ser frem til at nyde en flaske eller to med solen i nakken! Og måske er Rhinskvin stille og roligt på tilbage imod fordums storhed?

www.eserwein.de


Skriv en kommentar

Castaño 2011 Monastrell, Ecológico, Yecla

Castaño 2011 Monastrell, Ecológico, Yecla

castano_monastrell_11_eco

Så er vi nået til den tredje vin i min gennemgang af Castaño’s vine. Denne gang den økologiske Yecla Monastrell i årgang 2011.

Før har jeg haft gang i årgang 2010 af samme herkomst, samt Monastrell 2011 fra gamle stokke.

Denne vin frigiver ikke meget duft, der er lidt grønne solbær, lidt hyld og sød lakrids.

De umodne bær går igen i smagen, med lidt sødme og den søde lakrids der binder smagsspektret godt sammen. Der er noget grønt stilket i slutningen af vinen, men slet ikke den samme insisterede letbitre syre som hos 10′eren. En behagelig, læskende og dejlig drikkelig vin, som man gerne vil drikke et glas mere af.

Efter at have smagt tre vine fra Castaño’s hånd, må jeg sige at huset laver meget fornuftige vine til meget fornuftige priser. Der er udbytte for alle kronerne, og vinene besidder noget mere personlighed, end man kan forvente i denne prisklasse, det er slet ikke at kimse ad!

Dog foretrækker jeg stadig min Monastrell som Mourvedre, især fra Bandol, men der er vi også straks oppe i et andet prisleje.

Nu har jeg ikke den store postive erfaring udi i spanske vine, så hvilke andre Monastrell vine giver god valuta for pengene, eller smager så fantastisk at man skal have dem smagt?


3 kommentarer

Castaño 2011 Monastrell – Fra de gamle stokke

Castaño 2011 Monastrell, Viñas Viejas, Yecla

castano_vinaviejas11

I sidste uge havde jeg fat i den økologiske fætter til denne vin i årgang 2010. Den overraskede mig meget og var dejlig drikkelig. Før jeg fandt den økologiske, faldt jeg over denne i Netto til omkring en 40 kroneseddel, og tænkte det var godt med lidt reference på huset og deres stil. Druerne til vinen kommer fra gamle stokke (Viñas Viejas) som her har en gennemsnitsalder på 31 år.

Duften fra vinen giver ikke meget, den er mørk og sødlig med indslag af lidt solbær og sød lakrids.

Både den søde lakrids og solbær går igen i smagen, Ribena er en af de første tanker, da der er en del sødme og subtans i vinen,
uden en harmoniserende eller rensende syre. Noget jeg savner lidt, må jeg indrømme, men som en vin bare til at sidde og bælle er denne fin, især når man også tager prisen i betragtning.

En fin og lakridset vin til pengene som har styrke nok til at stå imod en blodig bøf og ‘brændte’ tomater og forårsløg, som den blandt andet blev nydt til.

http://www.bodegascastano.com


Skriv en kommentar

Amager Bryghus – Secret Santa

Amager Bryghus – Secret Santa

amager_secretsanta

Der er jo så meget juleøl på markedet, at man ikke når at smage det hele, før at julen er overstået (og her skulle man i bagklogskabens lys, have ventet med at købe øllet, da det hele jo er meget billigere efter nytår).

En af dem der først er blevet smagt efter jul, er Amager Bryghus’ projekt Secret Santa. En Quadrupel som er lagret på egetræs fade og gran, en meget god idé, som måske tager et år eller to mere at finpudse.

Grundidéen er jo god, en tung, sødlig maltet øl, afrundet af fadet og frisket op af granen. Dog er brygget her blevet lidt for gumpetung og sød til min smag. Den dufter meget af frisk fed honning og har myriader af honningearter i smagen, som er stor og fyldig, og har en fin afrundethed og en lille snert af harpiks/gran, jeg savner dog lidt kant og syre/bitterhed til at opveje sødmen og alkoholen. En kant som måske kan opnåes ved at tilsætte frisk gran, ikke så lang tid før øllen skal tappes?

Dog er idéen med en tung gran- og fadlageret juleøl dog glimrende, og den varmer noget så herligt i den kolde tid som har ramt os. Jeg ser frem til næste års Secret Santa, hvis der da dukker sådan en op.

Amager Bryghus


Skriv en kommentar

De Molen – Hemmel & Aarde

De Molen – Hemmel & Aarde

demolen_hemelundaarde

Endnu en hardcore øl fra De Molen, et bryggeri som endnu ikke har skuffet mig, og jeg har da efterhånden smagt over en håndfuld øl fra den lille kvalitetsorienterede hollandske mølle.

Vi er ude i en Imperial Stout, mørk og maltet med en god humleprofil, på grund af en sen humling. Derudover byder øllen ind med en behaglig tørvet røgprofil, da en af maltene kommer fra det skotske Islay destilleri Bruichladdich, Islay som jo er notorisk kendt for tørvede og røgede Whiskyer.

Både humle og røg er velintegreret i brygget, som holder 10 %, og deraf en del sødme, som De Molen enten ikke helt har formået at få tøjlet, eller har efterladt med vilje, da de anbefaler op til 25 års lagring. Det er den typiske ‘brun farin’ sødme som jeg ikke er stor fan af. Derudover står øllen dog flot og harmonisk, og er behaglig at drikke, med masser af bitter mørk chokolade, den tørvede malt og lidt rålakrids ud i eftersmagen, et bryg som fylder munden med smag og velbehag.

De Molen


2 kommentarer

Et 40 kroners vin-scoop i Fakta, Cabernet Sauvignon fra Californien

Sealion, Dock 39, Cabernet Sauvignon, 2011, California

sealion_cab_2011

En gang, for snart længe siden scoopede jeg en dejlig hvidvin i, min dengang lokale, Fakta, den vin er jeg ikke siden stødt på. Her for et par uger siden faldt jeg over en vin, som skreg ‘tag mig’*. Den har jeg nu fået smagt. En Californier uden yderligere angivelse, den er dog sat på flaske i Tyskland. Druen er Cabernet Sauvignon, som i henhold til den Californiske vinlovgivning, betyder at minimum 75% af drue materialet, skal være af den anmærkede.

Næsen byder på søde solbær, eukalyptus og rød blandet saft med et touch af lakrids. Man skulle tro at en vin til 40 kroner, ville byde på en simpel smagspalet med et godt skud alkohol og varme. Det er dog ikke tilfældet her, vinen har varme, men de (kun) 12% alkohol er godt integeret i vinen. Vinen som byder på solbær drops, creme de cassis, grønne urter,  sødme, lakrids og en lidt grøn stilket afslutningsvis syre.

Jeg må indrømme, at jeg havde forventet for 40 kroners unuanceret bamse-vin lige i ansigtet, da jeg drejede kapslen af denne flaske, men blev positivt overrasket over at der var ‘vin’ i flasken. Der er en udemærket balance imellem sødmen og den tørre syre i vinen, og gode smagsnuancer. En dejlig vin til at drikke lige nu, alene eller til en bid mad.

* Nu referer ‘Dock 39′ godt nok til San Francsico, men jeg har stået på havnen i Monterey, lidt syd for San Francisco, som også har en livlig bestand af søløver, og hørt en brunstig Henrik Steen Andersen i ivrig brølende dialog med sikkert lige så brunstige søløver, dejlige minder består.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.