Nu er det jo ikke helt karl johan sæson mere, og hvis der skulle have været et par stykker tilbage i skoven, forsvandt de nok med gårsdagens snevejr. Men når der nu er sæson, er det med at få fat i så mange svampe som muligt, da svampen holder sig ganske udmærket på frost – og er optøet i fin tilstand til sauce.
Igår brugte jeg lidt karl johan til en dejlig pasta sauce, der er så enkel at lave, at det næsten gør ondt, og så smager den noget så herligt.
Der skal bruges grofthakkede karl johan svampe (andre kan også gøre det i en snæver vending), lidt tomatpasta, finthakket hvidløg, lidt bouillon af en art og fløde – og selvfølgelig pasta. Jeg foretrækker en grov tagliatelle til denne ret, den griber godt fat i saucen, og suger smagen godt til sig.
Først skal der en god sjat olie på en varm pande, og så skal svampene på. Efter at de har stegt godt i et stykke tid, skal tomatpastaen vendes i, og ristes lidt med med. Herefter er det tid til at komme det hakkede hvidløg på, og lidt bouillon. Efter at bouillonen er reduceret en smule, skal der en god skudefuld fløde på panden, og det skal koges tykt. Smag nu til med salt og peber.
Så skal der koges pasta. I rigeligt med godt saltet vand og så ellers koge til at pastaen er al dente. Vandet skal herefter sigtes fra pastaen og pastaen skal over i den varme sauce og vendes rundt. Husk at få et par spiseskefulde af pasta vandet, med over i saucen. Nu skal pastaen hygge sig i saucen i et par minutter, ved svag varme, og så er retten klar til servering, velbekomme!


