Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!

Hvis man er Mest til fransk

9 kommentarer

Aalborg har fået en ny restaurant eller bistro så at sige – Restaurant Mest excellerer i det klassiske franske køkken – både til frokost og aften. Allerede når man træder ind i det hyggelige lille lokale, er stilen lagt an med et billede af Auguste Escoffier til højre for indgangen – faderen til det klassiske franske køkken som vi kender det – samt stilen som Mest leverer med præcision – selvom køkkenet da er opdateret og moderne og ikke rent støvet Escoffier.

Stefan – le grande Chef – har jeg lært at kende over sommeren – hvor jeg arbejdede sammen med ham på Bryghuset – og derfor glædede jeg mig da også til at komme på Mest og smage hans færdigheder ud i det franske cuisine. Hidtil har jeg været på Mest og spise 3 gange, og ingen af gangene er jeg gået skuffet derfra.

På det første besøg fik jeg et par retter til frokost. En herlig fiskesuppe med stykker af bagt torsk, knoldselleri og fennikel. En stegt kammusling samt en stor reje. Ved bordet bliver suppen, en intens og karamelliseret hummerbisque, overhældt ‘fyldet’. Velsmagende og varmende på en halvkold efterårsdag. Til hovedret fik jeg en af mine favoritretter – rørt tatar med fritter – en ret som kan smage himmelsk, eller være noget af mest afskyelige man kan putte i munden. Tataren var spot on, som jeg kan lide den, god kødsmag og krydret til perfektion – saftig uden at være smattet med god fylde uden at være vammel. Fritterne – hjemmeskårne og dyppede – var møre og lækre, sprøde ved måltidets start, men mistede lidt af glansen undervejs.

Anden gang jeg var på besøg, var en sen lørdag aften, hvor jeg igen skulle prøve tataren, for at se om første gang var et lucky punch, eller om den virkelig var himmelsk. Det var den, standarden fra første besøg var der, og fritterne holdte sig denne gang sprøde hele vejen igennem måltidet – lækker optimering. Denne aften blev der ved bordet også bestilt fiskesuppe, mere tatar, ost og creme brulée – og der var ingen indvendinger imod noget – alle var tilfredse – og jeg må sige, at det var et lettere vanskeligt publikum der skulle tilfredsstilles.

Tredje gang var vi 2 afsted på en råkold tirsdag aften. Velbænket gik vi ombord i 3 retter. For hendes vedkommende stegte kammuslinger på selleripuré og meuniere stegt rødtunge på kartoffelkompot og cremet muslingesuppe og som den elegantier jeg er, gik jeg planken ud med en salat gourmande og sprød gris for alle pengene.

Forretten var for hendes vedkommende en elegant servering med perfekt stegte kammuslinger og en fløjsblød selleripuré. Salat gourmanden var som den skal være – i mine øjne – en overflod af lækkert spise. Kammuslinger, confiteret andekrås, foie gras terrine, stegt foie gras, reje og anderilette og nå ja salat, velmarineret og -smagende – hvid frissée er en overset delikatesse herhjemme.

Fisken var en succes, så stor en succes at jeg ikke nåede at smage, men godt så det ud, og tilfreds var pigebarnet. Den stegte gris kom i 2 versioner, et tykt stykke bryst meget meget sprødt på toppen og blødt og lækkert indeni – mørt men med bid og en behagelig fedme der ikke blev for meget. Der var også en krokette med svinekød, mørt, cremet og blødt indenunder sprødheden – virkeligt lækkert. Dertil var der spidskål, grønne bønner og en intens sauce bordelaise med marv som efter forskrifterne. Hvis man er til gris, er retten tæt på utopia.

Nu skulle man jo tro at man var mæt og sat efter sådan et par retter – og for at være ærlig så var jeg da også færdig – men ost er der jo altid plads til! Ostebræt præsenteret ved bordet hvorefter man så vælger, hvad man kunne have lyst til smage – ostene bliver skåret og serveret imens man kigger på, og så er det ellers at angribe. For at være ærlig så må alt det mættede fedt, jeg denne aften stoppede i hovedet have gjort noget ved min hukommelse, da jeg ikke kan huske et enkelt navn på én af de 6 eller 7 oste vi fik, udover comté eller var det gruyere? Men modne og lækre var de!

Som noget andet fedt (pun intended) har Mest valgt vin fra importører, som endnu ikke er repræsenteret andre steder i Aalborg, og det er jo altid lækkert, at man kan få noget lidt andet end det gængse. På mine besøg har jeg indtil videre fået den altid glimrende Riesling Vielles Vignes fra Sipp Mack, en rød standard bourgogne hvor producenten lige er glippet, en dejlig Grüner Veltliner fra Ebenthal Lagen Wienviertel, læskende og bondsk rød Chassagne-Montrachet ‘Les Chaumes’ fra Amiot og den herlige standard Bourgogne blanc fra Amiot.

Mette og Stefan har kreeret en hyggelig lille fransk oase midt i Aalborg, hvor man hurtigt kommer til at føle sig hjemme. Betjeningen er tilstedeværende og kompetent uden at være anmassende – og maden har jeg vist skrevet nok om i denne omgang. Som en lille detalje skal der lige nævnes at under mit første besøg, var Chef hamsjelv ikke i køkkenet, endda ikke i huset, men det indbød ikke til nogen som helst slinger i valsen fra køkkenet – et dejligt tegn.

Jeg vil snart være at finde bænket i Brandstrupsgade igen – og hvis du er til fransk mad på den klassiske måde (fik jeg skrevet at både Mette og Stefan har huseret i henholdsvis restaurant og køkken på Ruths Hotel under Michaud, hvis du måtte undre dig over, hvor det rene franske udtryk kom fra?), så må du unde dig selv et besøg eller 2 på Mest!

Restaurant Mest
Brandstrupsgade 11
9000 Aalborg
www.restaurantmest.dk

Forfatter: Anders

Mad og vin interesseret ung mand, med baggrund som kok og detalje-nørd. Udover mad, vin, diverse drikkevarer bliver der også brugt meget tid på musik og diverse sportsgrene, mest som aktiv seer dog!

9 thoughts on “Hvis man er Mest til fransk

  1. Pingback: Hvis man er Mest til fransk | Madbevægelsen -- danske madblogs

  2. Uhm — dejlige, klassiske retter. Jeg kunne spise én af hver lige nu og her!

    Bistro når det er bedst, lyder det til.

  3. Vi har haft den fornøjelse at spise på Mest tre gange…
    Det har været helt fantastik..
    Den ene gang bestilte vi fire retter med tilhørende vine, efter kokkens ønsker.. Det var helt igennem perfekt.
    Det er klart blevet et af vores farvorit steder i Ålborg.
    Velbekomme….

  4. Åh, det ser godt ud og lyder så englene synger! Øv, at der er så langt til Ålborg…..

    Mange hilsner
    Birthe

  5. @Kasper – Jeg kunne også godt klare et måltid eller 2 dernede om ugen, hvis ikke 3 – og ja, det er helt sikkert bistro når det er bedst!

    @Gitte – Det lyder godt og dejligt at der er flere der synes om stedet, sådan skulle det jo gerne være🙂

    @Birthe – Det smager også sådan🙂 Så det er bare med at komme herop, selvom der er langt🙂 – hvorhenne i landet befinder du dig?

  6. Jeg bor i Vejen, så der er et stykke vej til Ålborg😀

    • Ja, der er selvfølgelig et stykke vej🙂 men så må du, Kasper og andre madører lave en lille tur herop og så tager vi en samlet middag på Mest😉

  7. Det er da en GOD! ide, det må vi arbejde lidt i🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s