Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


Skriv en kommentar

Når proppen bliver knækket – på det helt rette tidspunkt

Engang imellem åbner man sig en flaske vin, man ikke har forventet sig det store af, nok at den vil smage godt, men har en formodning om at den er åbnet en kende for tidligt eller sent, og det er ikke på dagen, eller i rækken af vine, men i sit modningsstadie. Jeg var lidt bange for, at jeg havde fundet en vin, der havde set sine bedste dage, da jeg fandt en flaske østrigsk riesling der havde forputtet sig i de mørke dybe katakomber – Anton Bauer’s ‘Berg’ riesling fra 2010 – en normalt frisk og dejlig frugtig, og ikke særlig dyr, sag.

Den røg dog på køl og senere på dagen i glasset – og damn – proppen var knækket af vinen på det helt perfekte tidspunkt, eller i hvert fald skruet af, de herlige østrigere sværger jo oftest til skruelåg. Mine noter på dagen fortæller følgende: Duften er domineret af citrusfrugter, let honning og en snert af petroleum, moden mango, kalk… Og de samme elementer går igen i smagen, bare meget mere intenst, sammen med en vild mineralitet, stringent syre og en tilbagelænet sødme der samler alle nuancerne smukt, til en stor helhed.

Antonbauer_rieslingberg_10

Når man åbner en vin, der er lige netop i det stadie af perfektion, en vin der samler alle sine tråde i en helhed, så bliver det ikke meget bedre og smukkere – det er der man bliver glad.

Anton Bauer laver sine vine i Wagram og arbejder efter princippet at terroiret skal udtrykke sig i vinene, noget han har lært i Bourgogne og ved 4 års arbejde hos en af østrigs topproducenter, før han overtog forældrenes vingård og begyndte at lave sine egne vine. Druetypicitet, terroir, godt miljø i markerne med masser af insekter som nyttedyr, håndplukning og sortering samt lang gæring er alt noget Anton Bauer arbejder med, for at få det bedste frem i sine vine – og af dem jeg har smagt, så lykkedes det jo egentligt meget godt.

http://www.antonbauer.at/en/start.asp?ID=83


Skriv en kommentar

Når Cava bliver smukt

Jeg tror de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med Cava, Spaniens mest kendte mousserende vin.

Togstationen i Sant Sadurnia d'Anoia

Togstationen i Sant Sadurni d’Anoia

Ikke langt fra Barcelona, cirka 45 minutter med tog fra Barcelona Sants, byens store togstation, ligger byen Sant Sadurni d’Anoia – et piktoresk område, men hvilket vinområde er ikke det? Med små bakker og dale, og Montserrat bjergkæden tronende mod nord. Og så er det Cava’s svar på Reims i Champagne – her har 97 eller 98 Cava huse deres kældre, de kunne ikke helt blive enige om det ene eller andet tal. Der må laves Cava i 6 regioner i Spanien, men det er i Catalonien og i netop Sant Sadurni d’Anoia at den mousserende vin har sit ophav. I 1872 startede José Raventós med sit vinhus Cordiniu at lave mousserende vin efter den traditionelle metode, altså med andengæring på flaske, ligesom i Champagne, efter et besøg i Frankrig – og derefter tog det ellers fart.

Montserrat set fra toppen af Raventos I Blanc's marker

Montserrat set fra toppen af Raventos I Blanc’s marker

Cava – elsket og hadet

Cava skal dog laves efter den traditionelle metode, altså med andengæring i flaske, ligesom i Champagne og Franciacorta. Udover de tre klassiske druer xarel-lo, macabeo og parrellada må der også bruges de internationale druer chardonnay og pinot noir, som umiddelbart, ifølge traditionalisterne intet har at gøre i Cava. Dog er det største problem vinen slås med, dens image som en billig supermarkedsbasker, en simpel frugtig mousserende vin, som er lige til at gå til – og slet ikke så stor, elegant og kompleks som for eksempel Champagne, selvom der findes en del top Cava’er der er kostbare at anskaffe sig, og er komplekse som champagne – og kan give de samme oplevelser.

recaredo_logo_wall

Et af de huse som laver komplekse vine og som er på vej imod gamle dyder med xarel-lo, macabeo og parellada er Recaredo. Huset har altid lavet komplekse vine, som har lang lagring før frigivelse – fem år på gærresterne for deres standard vin, og deres top vin får hele 11 år før frigivelse. De har indtil 2014 haft chardonnay og pinot noir på deres marker, og brugt dem i deres vine, det er dog slut nu, og fokus ligger på de traditionelle spanske sorter, hvor monastrell tager over som den røde del i deres rosé Intens. Alle vinene er også brut nature, altså uden tilsat sødme efter degorgering, og alle er med årgang.

Nedgang til Recaredos dybe og store kælder

Nedgang til Recaredos dybe og store kælder

Huset dyrker deres marker biodynamisk og bruger kun deres egne druer til produktion af deres vine, noget som resulterer i at der ikke altid bliver lavet ligemeget vin – tag sidste år, 2015, som var vanskeligt og har resulteret i at der kommer nogle færre flasker på markedet end vanligt, når de første flasker af deres standardvin Terrers er færdige med at lagre og klar til frigivelse i år 2020. Et par andre ting, udover de lange lagringer, der gør Recaredo specielt, er deres fokus på håndarbejde, de laver alt i hånden fra plukning af druer, til remuage til degorgering.

Vine på rad og række i deres pupitres, her fra Franciacorta huset Ca' del Bosco

Vine på rad og række i deres pupitres, her fra Franciacorta huset Ca’ del Bosco

Først og fremmest efter vinen er fyldt på flaske og skal ligge og hygge sig og finde sin smag på gærresterne, samt kreere de bobler der gør vinen så dejlig, der er vinen lukket med den traditionelle Champagne korkprop, hvor alle andre huse jeg har set, hørt om, eller har besøgt bruger metalkapsler – de mener dog hos Recaredo at vinen udvikler sig bedst under kork. Det gør også at de ikke kan degorgere som på normalvis, hvor man dypper toppen af flasken i kølevæske, så bundfaldet der efter remuage har samlet sig i flaskens hals fryser, og derefter bliver skudt ud, når kapslen bliver rykket af, og trykket fra vinen under istoppen skyder gærrester og andet ud af flaskehalsen. Hos Recaredo gør man ikke sådan, da proppen bare vil fryse fast – istedet giver de vinen et lille ryst, og så løsner de tråd og prop forsigtigt fra flasken, og på det helt rette tidspunkt, skal proppen slippes, så gærresterne bliver skudt ud, uden at miste for meget vin, eller at trykket bliver udlignet for forsigtigt, så vinen skummer og gærresterne istedet ender i vinen igen. Et meget imponerede syn, som jeg ikke kan gengive, da man desværre ikke må tage billeder i husets kælder.

recaredo_bottles

Recaredo laver rigtigt god vin, og her er noter fra 3 fornyligt smagte flasker:

2009 Terrers: Vilde laktiske toner, surmælk, flint, røg, karamelliseret citron, en flot samlet vin med vilde citronnoter, en stringent syre, rene noter af syltet fennikel.

2006 Brut de Brut: Laktiske toner, toast, gær, flintesten imod flintesten, røg, meget stram i munden, fad, sure citroner, blodappelsin, appelsinskal, ren stringens og mineralitet. Kompleks vin og det er som om, den ikke helt har samlet sig endnu.

2005 Reserva Particular: Sindsyg flot gylden farve, skyr, karamelliseret vanilje, fad, autolytiske elementer as fuck, tropisk frugt, alle elementer af citrusfrugt. Flot og ren syre, stringent og mineralsk, men balanceret helt perfekt, det bliver ikke meget bedre.

Gamle xarel-lo stokke hos Raventos I Blanc, som også dyrker deres jorde biodynamisk

Gamle xarel-lo stokke hos Raventos I Blanc, som også dyrker deres jorde biodynamisk

Dog er der for tiden meget fokus på kvalitet fra mange Cava producenters side, de lagrer vinen noget længere end reglerne påskriver, de har lavere høstudbytter, de behandler jorden efter økologiske eller biodynamiske principper – alt i alt den enkelte kvalitetsdrevne producent sætter selv sin standard – hvilket både er godt og skidt. Det er godt for kvaliteten og oftest smagen af produktet, dog er der nok en forbruger eller to der ikke kan forstå at en flaske Cava koster 50 kroner og en anden 800 kroner, da Cava jo bare er billig mousserende terassevin fra Spanien, men lur mig om det ikke stille og roligt ændrer sig i løbet af de næste få år.


Skriv en kommentar

Dansk vin møder italiensk køkken

Winemakers Dinner med Vinhuset Kvist & Vitus på Ristorante SanGiovanni torsdag den 31/3-2016 kl.1830

Dansk vin møder Italiensk køkken

Hvordan parrer man dansk produceret vin og frugtvin med italiensk mad? Et spørgsmål vi alle stillede os selv, da det stod klart at en lille snak pludselig blev virkelighed og Vinhuset Kvist & Vitus besøger Aalborg og præsenterer deres vine, samt destillater, og vi fik den ære at ligge hus og mad til.

Vinhuset Kvist & Vitus holder til på Brandbygegaard ved Odder og de gode folk bag, Lone Landmand Vitus og Søren Sørøver Kvist dyrker deres druer, bær og frugter uden nogen som helst brug af kunstgødning, sprøjtegifte og menneskeskabt kemi, bæredygtig og ansvar over moder jord er drivkraften bag foretagendet, og den kærlighed kan man smage i vinene og destillaterne.

kvistogvitus

Denne aften skal vi smage følgende line-up fra Kvist & Vitus:
Ufiltreret Gin (2013)
– Måske Danmarks mest eksklusive gin lavet på æbledestillat og Vinhusets egne urter,

2013 Hvid traditionel Mousserende Æblepagne
– Stor mundfylde og med en delikat bitterhed fra massegæringen, der gør den perfekt som aperitif til salte snacks. Lavet på traditionel champagnemetode. Kåret som årets nytårsbobler hos Gastromand

2013 Rosé Barrique Mousserende
– Knastørre røde druebobler – vin fuld af saft og kraft, der får mundvandet til at løbe, og dig til at løbe efter et glas mere. Lavet af letpresset Rondo på champagnemetoden. Noter af hindbær, jordbær og ribs

2013 Hvid Barrique
– Hvidvin lavet på æbler, modnet 9 mdr. på gamle fade. Tør og perfekt til fisk og skaldyr

2013 Rosato
– Lys og let rødvin eller mørk rosé om du vil. Vin der appellerer til de store slurke!

2009 Six ans sur lie
– Stor og fyldig rødvin, fuld af kompleksitet. Den har, som navnet siger, ligget 6 år på gæren. Metoden giver en helt anderledes smagspalet end dansk vin normalt kan tilbyde. Syltede kirsebær, modne blommer, læder og chokolade. Afbalancerede tanniner der holder vinen i live i glasset.

Grappa (2013)
-Kendt og elsket af grappa-entusiaster

Gin’en vil blive mixet med tonic og dertil lidt sprødt, boblerne vil akkompagneres af lidt snacks og ellers har køkkenchefen lagt hovedet i blød, i Kvist & Vitus’ vin, for at udtænke en passende 4 retters menu, samtidigt med at han krydser fingre for at husets Portvin når at blive klar til den store aften, så der er passende dansk vin til desserten. Til grappa’en bliver der serveret en god kop kaffe og lidt sødt.

Pris pr. person for hele herligheden er kr. 799,00
Tilmeldning på mail til Ristorante SanGiovanni på jeanette@sangiovanni.dk. Der sendes herefter faktura. Annullering kan ske senest d. 23/3 hvorefter hele beløbet refunderes. Efter denne dato er det ikke muligt at annullere bestillingen.

(Disclaimer – og det her er selvfølgelig skamløs selvpromovering, da jeg står for arrangementet, men det gør ikke at oplevelsen på aftenen vil blive mindre helt fantastisk ;))


Skriv en kommentar

Jeg drikker vin fra Jura, nærmere bestemt l’Etoile

Jura i det østlige Frankrig, imellem Bourgogne og Schweiz, er nok bedst kendt for deres vin jaune, altså ‘gul vin’. Vin lavet druen savagnin blanc – chardonnay må også blandes i – der efter vinificering bliver lagt på træfade der ikke bliver fyldt helt op, der får vinen lov til at hygge sig i 6 år og 3 måneder, hvor den stille og roligt oxiderer under et lag voile eller flor, som også kendes fra sherry, og deraf kommer der en flot gul oxideret hvidvin der oftest smager rigtigt godt, med en lang eftersmag af nødder, især til egnens ost comté, gerne godt lagret.

montbourgeau11_glass

Derudover er der lige nu Arbois populær, den hvide er lavet på chardonnay og savagnin blanc, og også lettere oxideret i stilen, og lette frugtige rødvine, især på druen poulsard, de bedste vine kommer nok fra landsbyen Pupillon.

blandet_jura

Lidt blandede bolsjer fra Jura

I det sydvestlige Jura et meget lille område ved navn l’Etoile, stjernen, på ca. 56 hektar, de laver også dejlige hvidvine efter samme principper som længere nordpå i Jura, altså på chardonnay og savagnin blanc, og med et lettere oxideret præg. Derudover man også lave vin jaune og vin de paille i AOC l’Etoille. Vin de paille er vine lavet i årgange hvor druerne modner ekseptionelt godt, hvor de efter høsten bliver lagt på måtter af strå for at tørre, inden de bliver presset til most, og vinificeret til en dejlig sød og langtlevende vin. Men tilbage til hvid l’Etoille, som jeg lige har smagt en dejlig flaske af. Den kommer fra domænet Domaine de Montbourgeau, nærmere bestemt fra marken ‘En Banode’ som mestensdel er bevokset af chardonnay og lidt savagnin blanc. Efter at druerne er blevet presset gærer vinen på ståltanke, hvorefter den kommer på en blanding af foudres (et fad der kan indeholde mere end 1000 liter), demi-muids (600 liters fad) og mindre fade, hvoraf der næsten aldrig er nye fade iblandt. Her ligger vinen og hygger sig i 30-36 måneder, og det er her magien opstår. Der bliver aldrig flyttet rundt på vinen fra fad til fad, og fadene bliver heller ikke genfyldt med vin, når noget af det stille og roligt fordamper, så her begynder vinen stille og roligt at oxidere og få sit specielle præg.

montbourgeau11_straight

Smagsnote:

Domaine Montbourgeau, 2011, l’Etoille, ‘En Banode’

En lettere oxideret tone, friske og modne pærer, lidt citrus, syltet citrusskal, dybde og lidt støv

Først lidt valnød, derefter frisk citrusfrugt med en fin ren syre, mineralitet, balance, dybde, velsmag, moden pære, lidt sødme den fylder munden fint og lader tænderne løbe i vand. Og sammen med Mont d’Or bliver vinen mere end fantastisk og vokser i smag, storhed og renhed.


Skriv en kommentar

Hvad der er skrevet om vin – 1

Der bliver skrevet mange herlige ting om vin, både i fysiske magaziner som der da stadig findes nogle af, men endnu flere ting bliver nedfældet og publiceret på det store internet, og mange artikler osv. derpå er også meget interessante. Nogle af dem vil jeg samle op på, og poste links til her på sitet.

vueudoverbrunello2014

Vue udover Brunello di Montalcinos marker, set fra toppen af byen, hos vinhuset Il Marroneto og deres mark der leverer Madonna delle Grazie

Antoni Galloni har skrevet for Robert Parker i en god årrække, men har siden lavet sit eget univers hvor han skriver om de vine han smager, de restauranter han spiser og hvad han ellers finder spændende indenfor mad- og vinverdenen, ofte med god uddybende info. Sitet hedder Vinous.com og hvis du ikke allerede har været forbi, så kig derind, der venter mange timers god læsning, og det bliver ofte opdateret. Her har Galloni været til en dejlig fundraiser middag med højt gastronomisk niveau og et vinøst ensemble uden lige: http://www.vinous.com/articles/vinous-table-rusty-staub-charity-dinner-new-york-dec-2015

 

Champagne fra mindre producenter der både dyrker og vinificerer deres egne vine, istedet for som før i tiden, sælge de gode druer til de store producenter. Det kommer der rigtigt meget spændende og velsmagende champagne ud af, og ofte til en noget billigere penge, end hvis man skal ud og have fat i de store huses vine, hvor der ofte bliver betalt en sjat for navnet på etiketten. http://www.skurnik.com/why-you-should-drink-grower-champagne/

 

Der kommer også mere og mere fokus på vine fra mindre områder omkring i Europa, hvoraf nogle af dem i tidernes morgen stod for produktion af datidens store vine, eller som stadig dyrker vin som dengang, og bruger druer som er typiske for deres område, istedet for at lave vine på de store internationalt kendte druer. Alan Richman, der bl.a. skriver for GQ, har kigget lidt på nogle af de områder og vine.  Old World, New Wine

 

Hvorfor vin? Spørger Wine Spectators Matt Kramer og filosoferer lidt over hvor vi drikker vin, et meget interessant spørgsmål. http://www.winespectator.com/webfeature/show/id/52500

 

Og i forlængelse af Alan Richmans jagt på nogle gamle fine områder i Europa, er der også kommet en stigning i efterspørgelsen af vine på originale druer fra området, hvorfra vinene kommer. Nogle af disse druer er igennem tiden gledet lidt i baggrunden, da de laver lette, frugtige og næsten gennemsigtige vine, men de er på vej tilbage. Det har Jamie Goode fra Wineanorak kigget på.  http://www.wineanorak.com/wineblog/uncategorized/the-rise-of-the-lighter-coloured-red-wine

 

Og til sidst idag, lidt om en netop udgivet bog i engelsk oversættelse, om bagsiden af den franske vinbranche og de grumme magtkampe der foregår, både om at lave den bedste og dyreste vin, holde sin vins status i klassifikationen, holde sine konkurrenter ude derfra og meget andet. http://triblive.com/lifestyles/davedesimone/9690870-74/wine-business-france#axzz3vnr3Q7JZ


Skriv en kommentar

3 x Soave – Latium, Bertani og Pieropan

Soave, et dejligt område i Veneto, engang kendt for tyndt billigt hvidvin, men siden da er det gået den rette vej stille og roligt, og nu kan der findes glimrende vine med liv og krop, elegance og fylde, dog stadig med en fin syre og bitterhed. Traditionelt lavet på garganega druen tilsat op til 30% trebbiano di Soave, som er druen verdicchio der har tilpasset sig livet i Soave. Siden da har man fået lov til at komme chardonnay og pinot bianco i.

soave_2016

Garganega som er hovedrolleindehaveren i Soave er en lidt vanskelig sag, den performer når den bliver behandlet ordentligt og udbyttet ikke er for stort, der får den sine karakteristika af citrus, mandel, en let sødme og en sommerlig flygtighed. Når vinstokken får lov til at leve sit liv, bliver udbyttet for stort, og vinen bliver tynd og ligegyldig, og jeg kunne forestille mig at hvis udbyttet af høsten blev for lavt, ville vinen blive plumb og kvalm.

Soave er delt ind i Soave Superiore DOCG, Soave Classico DOC, Soave Colli Scaligeri DOC og Soave DOC, en inddeling der er sket, da DOC området nok blev udvidet lidt for kraftigt på et tidspunkt, som selvfølgelig gik ud over kvaliteten af vinen, og de traditionelle og gode producenter af Soaves omdømme. Classico er den originale zone, hvor de bedste marker umiddelbart også ligger, og deraf nok også der bedste vine burde komme fra.

 

Pieropan var en af de første kvalitetsbevidste producenter i en skov af bønder der skibede deres druer, flest muligt af dem, til kooperativer der gladeligt pressede dem til vin, en vin knap så god – som den nok burde have været. Pieropan var også det første hus i Soave til at lave en enkeltmarks Soave, nemlig den der kommer en smagenote på lige om lidt. Calverino består af 70% garganega og 30% trebbiano di Soave, og både gærer og lagres i glasforede cementtanke, selve lagringen foregår med bærmen. Marken bliver dyrket økologisk, vinstokkene har en alder imellem 30 og 60 år og udbyttet er 60 hl pr. hektar.

Quintarelli_vue2015

Godt nok ikke Soave, men et dejligt vue udover en anden Veneto zone, nemlig Valpolicella Classico, fra huset Quintarelli.

Pieropan 2010 Calvarino Soave Classico

Frisk duft med masser af citrus, lidt hvide blomster og en fin anelse af honning sødme.

Smagen, der er igen citrusfrugt, citrusskal, bittermandel, fin elegant syre, bitter afslutning henad grapefrugt. Med iltning og lidt varme falder bitterheden og bliver harmonisk med den fine syre, og der dukker endda lidt sødme op henimod slutningen.
Bertani er en gammel producent i Veneto, nok mest kendt for sin amarone, men laver nu også en dejlig Soave. Markerne der bærer druerne til denne vin ligger indenfor classico zonen, men det skiltes der ikke med på flasken. Vinen består af 100% garganega og er vinificeret med skalkontakt i 15 dage, hvorefter vinen lagres på cementtanke der er forede med glas, også her lagres vinen på tank med bærmen for mere kompleksitet og dybde.
Smagenote:

Bertani 2013 Soave

I næsen er der karamelliseret æble, flad æblemost, en lettere oxideret tone og lidt vanilje.

Det oxiderede præg går igen i smagen, sammen med stødt æble, vanilje, en lettere flad syre, abrikos, den virker mere moden end den er.

Quintarelli_vue22015

Der er billedskønt i Veneto.

Latium er et lidt nyere skud på stammen i Veneto, vingården har 40 år på bagen og indtil 1992 blev druerne solgt til kooperativerne, men der skulle komme andre boller på suppen. Vi er her i Soave zonen og vinstokkene har 30 år på bagen. Vinen består af 100% garganega, og efter druerne er blevet plukkede, får de lov til at tørre let i 15-20 dage, før de bliver pressede og gærede, noget som foregår på ståltank.

 

Smagenote:

Latium 2013 Campo Le Calle Soave

Næsen oser af gule blomster, hvid fersken, tropisk frugt, karamelliseret melon, stødt æble, måske lidt pærejuice.

I munden viser der sig hvide flygtige blomster, hvid fersken, umoden honning melon, noter af citrus frugt og citrusskal, lidt honning, alkoholen dominerer lidt, syren er skarp og uharmonisk, men med en hvis fedme som der kommer temperatur i vinen, og deraf også lidt sødme og mere honning, lynghonning, der næsten går over i noget lakridset. Oppulent og voldsomt.

 
Tre vidt forskellige typer Soave, noget som igen er fantastisk, at producenten sætter så stor præg på sin vin, og de deraf får vidt forskellige udtryk. Personligt er jeg nok mest til en blanding af Pieropan og Bertani, og netop den vin er lavet – af Pieropan og hedder La Rocca. Igen en Soave Classico, der både bliver gæret i 2500 liters fade med skindkontakt og derefter lagret i fade af 500 liter og 2000 liter med bærmen, den smager dejligt, især med lidt alder. Latiums er nok lige lidt for vild til mig, men lur mig om det ikke er den der er crowdpleaseren, blandt de tre vine jeg lige har smagt.


Skriv en kommentar

Maysara 2007 Estate Cuvée

Jeg drikker en del biovin af forskellig art for tiden, uden det egentligt er et bevidst valg, nogle har jeg stødt på tilfældigt i en butik, andre har ligget og gemt sig i min lille kælder. Lige nu sidder jeg med biodynamisk pinot noir fra Oregon i glasset, og det smager sgu egentligt meget godt. Dette er en flaske jeg har fået forærende, som præmie for at vinde et lille væddemål, som jeg ikke længere kan huske hvad gik ud på, men det er også lige meget nu. Det der er dejligt, er at vinen nok er den letteste, mest flygtige og saftige og letdrikkelige pinot noir jeg har drukket fra USA, og jeg har alligevel været igennem en del synes jeg. De er ofte for varme og soltunge til min smag, men denne er let, dejlig og næsten væk før den er blevet iltet i munden, men den efterlader stadig et smags- og sindsindtryk.

maysara_estatecuvee07

Vinen jeg skriver om kommer fra Maysara Winery, som ligger McMinnville AVA, Oregon, USA, lidt sydvest for Portland. Vinen bliver i Danmark importeret af H.J. Hansen, men jeg kan ikke finde nogle af dem, på deres website, så det er nok ikke store mængder der kommer til landet, hvilket er en skam da det smager sulens godt, i hvert fald den flaske jeg har smagt. Vinen har siden den årgang jeg drak, 2007, skiftet navn fra Estate Cuvée til Cyrus Pinot Noir, uden det nok har gjort den store forskel for vinen, men det finder jeg forhåbentligt ud af en dag.

 

Smagsnote:

Lukket næse, mørke bær og noter, meget lidt lakrids og en sødme henad fuldmodne hindbær på busken, endda med lidt bolsje i slutningen og med luft i glasset dukker der en lille duft af stald op, noget der giver vinen lidt kant.

Vinen giver heller ikke meget fra sig i munden, den har en flygtig lethed, lidt bær, og en afslutning henimod bitterheden fra stikkelsbær, meget saftighed og en lille snert fin syre.

 

Lidt om vinhuset:

Maysara dyrker deres vine efter biodynamiske principper, da de tror på at vinplanterne yder bedst når jorden hvori de vokser er levende, ligesom planterne og de druer der kommer derfra. Før der blev dyrket vin på jorden, hvorpå Maysara har deres vine, blev der dyrket hvede, men det gik galt på et tidspunkt, og da familien Momtazi købte jorden, havde den ligget brak i hvert i fald i 7 år, så de straks kunne gå igang med at blive certificeret biodynamiske via Demeter. De første vinstokke der blev plantet, var pinot noir Pommard klon, og man må sige det virker fint på stedet.

Tag et kig på vineriets website, der er masser af dejligt og interessant læsestof, både om familien bag, vinhuset, deres vine og biodynamik.