Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


Skriv en kommentar

De Molen – Hemmel & Aarde

De Molen – Hemmel & Aarde

demolen_hemelundaarde

Endnu en hardcore øl fra De Molen, et bryggeri som endnu ikke har skuffet mig, og jeg har da efterhånden smagt over en håndfuld øl fra den lille kvalitetsorienterede hollandske mølle.

Vi er ude i en Imperial Stout, mørk og maltet med en god humleprofil, på grund af en sen humling. Derudover byder øllen ind med en behaglig tørvet røgprofil, da en af maltene kommer fra det skotske Islay destilleri Bruichladdich, Islay som jo er notorisk kendt for tørvede og røgede Whiskyer.

Både humle og røg er velintegreret i brygget, som holder 10 %, og deraf en del sødme, som De Molen enten ikke helt har formået at få tøjlet, eller har efterladt med vilje, da de anbefaler op til 25 års lagring. Det er den typiske ‘brun farin’ sødme som jeg ikke er stor fan af. Derudover står øllen dog flot og harmonisk, og er behaglig at drikke, med masser af bitter mørk chokolade, den tørvede malt og lidt rålakrids ud i eftersmagen, et bryg som fylder munden med smag og velbehag.

De Molen

Reklamer


Skriv en kommentar

Jule Whiskyen

Hvad skal man nyde af Whisky i julen? Et spørgsmål som mangt en Whisky drikker nok har stillet sig selv, og som industri og skribenter har søgt at svare. De naturlige og traditionelle valg ville nok være en Speyside eller Highland Malt med godt med julekage i næse og smag i form af masser af nellike, kanel og tørrede frugter, dem findes der nogle stykker af. En basse der har været lagret på Oloroso Sherry fade med duft og smag af nødder, vanilje, puddersukker og tørret frugt, igen noget der giver mindelser om jul, vil også virke.

Sidste år faldte jeg over en Laphroig 10 års Whisky, en kraftig tørvet Islay med røg, jod, salt og knusende kraft i smuk forening, ikke ligefrem ting der passer på jul, men perfekt passende til en vindblæst jul i det Vestjydske.

bigpeatxmas12

I år er valget igen faldet på en Whisky fra Islay, en vatted Malt fra Douglas Laing & Co. altså et blend på forskellige Single Malt Whiskies. Big Peat er blandt andet sammenstukket af fade fra Ardbeg, Caol Ila, Bowmore og Port Ellen. Som her i juleversionen bliver leveret i cask strength som lyder på 53,6 %, men når en Whisky er smukt balanceret som denne, bider alkoholen ikke.

Som skrevet så er Big Peat superbalanceret og byder på blød røg, honning og lyng i duften. I munden bliver den straks mere kompleks, alkoholen varmer og åbenbarer lidt røg, honningsødme sammen med lyngen, lidt hasselnød, salt og en behagelig lang eftersmag med varme og bløde toner af jod og bål. Igen ikke noget typisk julet, men en velsmagende og varmende dram i denne kolde tid.


Skriv en kommentar

George Dickel, Barrel Select, Tennessee Whisky

Så er der lidt noter på George Dickels Barrel Select Tennessee Whisky online på Pinterest. Og hvorfor skriver manden nu whisky om amerikansk whiskey? Det kommer sig af at Dickel engang i sin tid, da han kreerede sin drik, synes den var ligeså blød og lækker, som det skotske forbillede og derfor med rette skulle kaldes whisky. Godt smager det i hvert fald, og jeg ser meget frem til at destilleriets nye Rye Whiskey dukker op, det må næsten blive godt.

dickel_barrelselect


Skriv en kommentar

Whisky på bloggen

Det bliver en kold vinter siger de, og som det pt. ser ud med sne, frost og meget kold vind her i starten af december, lader det jo til at passe meget godt.

Hvad varmer bedre end en god dram whisky her om vinteren? Det ved jeg snart ikke, det er i hvert fald min fortrukne drik når vinden rusker og graderne når under ti. Så hermed lidt fokus på whisky, så vi kan få lidt varme her i kulden. Nu skriver jeg whisky, og selvom det nok mest vil komme til at omhandle skotsk whisky, så vil jeg da ikke afvise at vi kommer videre rundt i verden, da der også bliver lavet glimrende whiskey i Irland, USA, Canada og Sydøstasien hvor Japan og Indien viser lidt tænder, selvom jeg ikke har smagt det vilde derfra.

4whisky12

Start med at kigge forbi Pinterest hvor jeg poster lidt smagenoter til boardet ‘whisky’, det kunne jo være at du kunne finde din næste dram der.

Hvad varmer du dig med her i kulden og hvad er din fortrukne dram?