Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


Skriv en kommentar

De søde vine – først til Ris ala mande og så til hyggen

Igen i skulle den også stå på smagning af vine til ris ala manden i Gastromand regi. Velkogte ris vendt med flødeskum, lidt sødt i form af sukker eller florsukker og et lille skud vanilje, hvis man er til det, samt mandler og så selvfølgelig toppet med kirsebær sauce. Ligesom den resterende del af julemiddagen, er det ikke altid lige let for alle vine at følge med.

I Danmark har vi i de seneste år haft godt gang i produktionen af den lidt glemte nationalarv frugtvin, hvor især Frederiksdal Gods på Lolland samt Cold Hand Winery ved Randers har haft godt fat i masserne, førstnævnte med hele produktionen lagt an på Stevns kirsebær og Cold Hand først med æbler og nu med alskens god frugt. Der kommet godt gang i fermenteringen rundt omkring i det ganske land, så jeg tror snart at mange af de nyere spillere, vil være seriøse udfordrer til de to usual suspects.

julevin2016-1_saed

Vinderen af Gastromands dessertvinssmagning er da også Frederiksdal med deres ‘Vin af kirsebær’ 2015, smagen af friskplukkede saftige solvarme kirsebær, god fylde men stadig saftig og med en lidt hidsig afsluttende syre, så det hele ikke bliver alt for tungt. En meget harmonisk og ligetil sag, den skal jeg selv drikke om et par dage.

Cold Hand Winery kom ind på en skarp andenplads med deres ‘Prunus Nigra’ kirsebærvin, igen er der fuld smæk på kirsebærene, der er her lidt mere varme, krydderi og fedme, en lidt tungere og mere fyldig vin sammenlignet med Frederiksdal, men også et dejligt glas kirsebær saft.

Som noget nyt havde der sneget sig en Sauternes med i puljen, nemlig Chateau Piada, beliggende i kommunen Barsac og lavet på næsten ren semillon, og det er jo en dejlig velsmagende vin til fornuftige penge – en simpel Sauternes med fuld riv på abrikos, mango, tørret ananas og en let syre, en saftig og læskende vin, som også bare kan nyde helt for sig selv.

julevin_sod_anders

Der var også et par Portvine med, en Ruby og en ung Vintage, de faldt dog begge igennem som for vammelsøde og ikke med nok punch til at klare kirsebærsaucen, det overraskede mig egentligt lidt. Dog kan man med ro i sindet nyde sin Portvin efter alt ræset med mad, dans omkring det smukke træ og gaveudpakning er overstået – og roen falder over aftenen, efter at ungerne er kommet i seng. Der vil jeg dog istedet for en Ruby type vælge mig en Tawny, der med sin dybde og behagelige sødme passer perfekt til en stille stund. I år er valget faldet på en gammel kending i Niepoorts Colheita fra 2005, som blev tappet i 2014, sådan en drak jeg med stor glæde sidste år, samt en Colheita fra 1984 fra huset Barros, tappet sidste år – det må umiddelbart også smage dejligt. Colheita er en Tawny Portvin med angivelse af høståret, som derefter ligger på fad, indtil aftapningsåret, som altid er angivet på flasken.

Så blev der også jul i år.

Læs om seancen hos Gastromand (det første billede er også skamløst lånt hos dem)

Lidt mere om Portvin.

Reklamer


Skriv en kommentar

Gastromands julevinsmagning 2016

Så er vi nået på den tid af året igen, hvor Gastromand skal have kåret årets julevin. Selve dagen hvorpå vi skulle smage alle de dejlige vine, samt have dejlig julemad, var lidt hård for undertegnede. Da jeg dagen før havde været i København til dimission hos Dansk Sommelier Uddannelse, som jeg ugen forinden havde fået svar på, jeg havde bestået. Udover en dejlig frokost på Bistro Boheme, selve dimissionen med uddeling af nål og diplom og så en efterfølgende vinøs aften på Il Senso i Gothersgade med dejlige mennesker, for derefter at hygge med nogle af de dejlige mennesker fra uddannelsen – så var det lige pludselig en hård tur tilbage til Aalborg for at lave julemad.

dsu_diploma

Alt kom dog i ovnen, blev sat over at brase, stege og koge, så det kunne være færdigt til tiden – og så kom redningsmanden i Madfar med nybrygget velsmagende øl og hygge, og inden vi havde set os om, sad de 5 musketerer igen omringet af herligt saft til den liflige julemad.

julevin-2016_thewinner

Jeg kan kun være enig i vinderen, som endte med at være Châteauneuf-du-Pape ‘Cuvée du Baron’ fra Chateau Fortia, cuvéen til ære for den kære Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie der legemliggjorte AOC systemet i Frankrig i 1923, med de første nedskrevne regler om produktion af vin i Châteauneuf-du-Pape, så der kom lidt kontinuitet i hvordan vinen fra området skulle skæres, et system der med tiden blev udbredt til hele Frankrig og derefter resten af Europa og nu snart hele vinens verden.

Jeg havde vinen som min højest ratede, men som Familiefaren pointerer så voksede Côtes-du-Rhônen fra Le Clos du Caillou ‘Les Bouquets de Garrigue’ rigtigt meget med tiden, og jeg havde den som klar vinder i runde to, med meget mere lethed og elegance i forhold til ‘Cuvée du Baron’. ‘Les Bouquets de Garrigue’ byder på masser af røde kirsebær, fuldmodne solvarme jordbær, brombær, flygtige noter af sort peber, surmælk og masser af garrique, læskende og dejlig med en fin opfriskende syre. Så om man vælger den ene eller anden til sin julemad, må afhænge om man har lyst til tyngde og kraft som Châteauneuf-du-Pape’n byder på, med sin blanding af 45% grenache, 45% syrah og tilsidst, men ikke mindst, 10% mourvedre, eller Côtes du Rhône’n med sin lettere og mere læskende stil der er kreeret med 85% grenache, 10% syrah og 5% carignan og mourvedre

Julevinene 2016, den endegyldige top 5.

julevin2016_vinder5

2012 Cuvée du Baron, Chateau Fortia, Châteauneuf-Du-Pape, Frankrig (Bichel Vine)

2014 Les Bouquets de Garrigue, Le Clos du Caillou, Côtes-du-Rhône, Frankrig (HJ Hansen Vin)

2011 Silvanus, Bodegas Ansejo & Manso, Ribera del Duero, Spanien (D’Wine)

2009 Cérvoles, Castell de Remei, Costers del Segre, Spanien (Sigurd Müller Vinhandel)

2013 Harewood Estate, Shiraz, Great Southern, Australien (Vinmonopolet)

Og her finder i hele historien fra dagen hos Gastromand!


Skriv en kommentar

Sød vin varmer i en kold tid

Der bliver generelt drukket for lidt sød vin, verden over, jeg er heller ikke for god til det selv. Dog er den kolde og mørke vintertid altid en god undskyldning for at åbne en flaske vin med lidt ekstra alkohol procenter og varme. De fleste tyer nok til Portvin når der skal drikkes sød vin, og derefter følger Sauternes nok som det fortrukne danskernes borde, selvom dansk produceret kirsebær og frugtvin generelt er ved at komme godt efter pladsen i glasset, kunne jeg forestille mig.

Nogle søde vine der bliver overset, synes jeg, er dem fra det Sydfranske, der bliver lavet så meget glimrende sødt vin i Languedoc-Roussillon, og dyrt er det ofte ikke, da der ikke er den største efterspørgsel på det.

Vin Doux Naturel hedder det så smukt, metoden der bliver anvendt dernede, ‘fortified wine’ på engelsk, eller den fordanskede ‘forstærket vin’. En process hvor vinmosten får lov til at gære få procenter op, som regel et sted imellem 2 og 6 procents alkohol, hvorpå gæringen stoppes med at hælde vinsprit på, indtil den ønskede alkohol procent er opnået, som regel et sted imellem 15 og 20 procent. Det gør at druernes naturlige sødme bevares i vinen, samtidig med at der er en fornuftig alkohol procent. Hvis vinen skulle gæres op på samme procenter, ville det betyde at gærcellerne undervejs ville have spist al sukkeret, da det er druernes sukker der under gæringen bliver omdannet til alkohol, og man ville ende ud med en tør vin.

sodvin_1_3Jeg drak fornyligt en dejlig velbalanceret Maury, et dejligt område i Roussillon fra Domaine Pouderoux, en ‘Grenat’ som indikerer vinen er lavet på ren Grenache Noir. Maurys jordbund byder på dejlig skifer, som med den rette vinmager kan give balancerede vine, med et næsten køligt udtryk, selvom i befinder os et godt stykke fra kysten i de Sydfranske Pyrenæer. Mine noter siger: “Røde og sorte kirsebær, varme solbær, varme brombær, lidt Scheuzan peber og nellike. En god let tør afslutning og fin afrundet sødme, elegant og saftig stil.” Simpelthen en vin man har lyst til at drikke i store slurke.

sodvin_1_1

Derudover har jeg gode minder tilbage fra Domaine Gaubys Rivesaltes ‘Garicia’, igen lavet på ren Grenache Noir, dog dyrket lidt tættere på kysten – en vin jeg husker med masser af mineralitet, en æterisk lethed, hindbær, kolde brombær, lidt sort peber og en gennemført finesse og elegance, når man drikker hedvin i sådanne klasser, kan man kun blive glad.


Skriv en kommentar

Et besøg i Dolomitterne

Hvis jeg engang skulle have mig en vingård, må den gerne ligge lige så idyllisk som Tenuta San Leonardo for foden af Dolomiiiiitern, i Trentino. Aldrig har jeg set så smukke omgivelser til vindyrkning, og så meget historie proppet ind samtidigt med. Selve bygningen hvor vinen bliver vinificeret er brugt af pilgrimme på tur til overnatning, i herrens mange år.

20150519_161237

San Leonardo.

Hovedbygningen, Villa Gresti, som nu er sommerresidens for marchese Carlo Guerrieri Gonzaga, som før han begyndte at lave vin for sig selv, var med til at skabe det der endte som Sassicaia på Tenuta San Guido, blev under anden verdenskrig brugt af værnemagten til at holde udkig udover dalen.

20150519_163949

Villa Gresti.

 

Derudover smager vinen fantastisk, det ville den også gøre selvom den var elendig grundet omgivelserne, men nu smagte vi San Leonardo ’06 aftenen før besøget på gården, og drak også vinene senere et andet sted i Dolomitterne, så kvaliteten er der også, selvom det iskolde glas Vette på terrassen med udsigt ud over vinstokke, dal og oceaner af skovjordbær virkede ganske godt.

vette

En flaske vin siger mere end 1000 ord.

20150519_161044

60-70 år gamle carmenere stokke, vinen derfra smager skønt og er vist på vej på markedet.

Her er lidt flere billeder fra det underskønne Trentino og San Leonardo:


1 kommentar

Super Sunday – It’s time for Super Bowl – nu med masser af musik!!!

Super Bowl nærmer sig med hastige skridt, og imens den sidste mad tilberedes inden det går løs, er der her lidt musik til festen! Mest for os der holder med Green and Gold, men også lidt til de grimme sorte og gule… Go Green and Gold, eller som Lil Wayne og J-Byrd har tweaket den, Green and Yellow!

 

Og lidt sjov…

 

og find så jeres Terrible Towels frem, så i har noget at tørre øjnene med!(og hop over på Youtube, og se den sidste video, en lidt federe version af tracket med Snoop, T-pain og Juicy J)


1 kommentar

Asparges, ramsløg og kartofler – Så er foråret ved at indfinde sig

Varmen og solens kælende stråler lader vente på sig, men råvare udbuddet er endeligt ved at vise lidt forårstænder, smag og tekstur.

I går stod den på asparges i begge farver, ramsløg og kartofler. Derudover indgik smør, salt, sort peber, sherry eddike, æblemost og græsk yoghurt i legen og voila – lidt lækkert mad var der på bordet.

Det hele blev skyllet ned med en Gewurztraminer 2006 fra Leon Beyer – mere om den senere.