Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


Skriv en kommentar

Highliner 2008 og Cuvée Etienne Gonnet 2009

Det er ved at være et stykke tid siden der sidst er blevet skrevet lidt om vin her på stedet. Det er ikke fordi jeg ikke har fået drukket godt vin siden sidst, det sker skam jævnligt. Dog havde jeg besøg af Madfar for et par uger siden, hvor der blev knappet et par ganske gode flasker op, der fortjener lidt ord.

Thomas havde medbragt en dejlig flaske Pinot Noir fra Santa Barbara i form af Hitching Post’s Highliner 2008, som de fleste efterhånden burde kende fra den herligee film Sideways. Jeg var så heldig at besøge The Hitching Post II, hygge lidt med ejer Frank Ostini, spise en god bøf og smage vinene fra hans vingård for nogle år siden. Siden da har jeg smagt Highliner et par gange, dog er det ved at være et par år siden sidst, så rart med et gensmag.

highliner08

Vinen er noget mere plump og krydret i næsen end jeg lige husker. Den minder mig faktisk mere om Grenache end Pinot Noir med masser af mynte, mørke bær og Provence-krydderier. Dog er vinen noget lettere i sit udtryk i munden, i forhold til duften. Læskende bær, efterfulgt af en god portion sødme, lidt lakrids og et lettere skud alkohol. Fin Pinot Noir fra Central Valley, som er hundrede procent amerikansk i sit udtryk, en bombastisk solmoden vin der smager godt.

etiennegonnet09

For at følge op på Grenache stilen, som jeg havde fået smag på, var det tid til barnemord i form af Châteauneuf-De-Pape i form af Domaine Font De Michelle’s Cuvée Etienne Gonnet 2009. Næsen emmer af sorte bær, mynte, garrique og en snert af sødme og lakrids. I munden er vinen stadig lidt fjendsk, den er ikke meget for at åbne for sine myriader af smag, dog kommer med tid i glasset kirsebærsten, engelsk lakrids, sød mynte og stille og roligt modne bær og urter. Der er dybde og ekstrakt i vinen og 5 år mere på langs vil kun gøre den godt, selvom det nu også er et godt og spændende glas pt.

Reklamer


5 kommentarer

Niepoort Redoma og Tiara – portugisiske aromatiske lækkerier i form af hvidvin

Jeg har ikke de store erfaringer udi portugisk hvidvin – men en af mine vinpushere fik prakket mig et par flasker hvid fra Douro på – i mangel af det jeg ledte efter. Vinen er lavet af det ganske fornuftige Portvinshus Niepoort som laver glimrende Ruby og Vintage Ports – men som også går og leger lidt med ‘normale’ vine ved siden af.

Jeg har ikke nogle egentlige noter på vinene, kun hvad der er lagret i min hukommelse – men det burde ikke være helt ved siden af. Begge vine har en fantastisk aromatisk duft, der strømmer honningsødme, blomster og lidt tropiske frugter op ad glasset – duften i Tiara er dog noget dybere og mere elegant end hos Redoma’en.

Begge vine har også en smuk let-gul farve og et godt mouthfeel – smagsprofilerne ligger også ganske tæt. Dog har Tiara’en noget kun mere dybde og er ikke helt så åben og tilgængelige som Redoma. Tiara’en skal nok have et par år eller 3 på langs før den åbner sig helt – eller har den mistet sin friskhed? Der er dybde og meditation gemt i Tiara og ganske velslebne kanter, en blød og næsten poetisk vin. Der er lidt appelsinskal, honning melon og en lidt lukket syre og mineralitet der ikke helt ved om den skal bide fra sig, eller ligge sig fladt på maven, i smagen sammen med en kant af smørfedme.

Redoma’en – som jeg prismæssigt husker at være lillebror til Tiara – er noget lettere at gå til, men bød også på en tand mere mineralitet og syre – men stadig en blød og behagelig vin der kan nydes uden mad, den kræver kun godt selskab.

Begge vine smager godt og der skal helt sikkert hentes et par flasker hjem, så jeg kan få dem smagt med noter, samt se hvordan de gebærder sig udi i fremtiden! Og så er udstyret og etiketterne smukke og elegante – det kan jeg godt lide!


5 kommentarer

Selaks, Sauvignon Blanc 2008, Marlborough, New Zealand

En vin jeg ofte vender tilbage til er Sauvignon Blanc’en fra New Zealandske Selaks. Selaks er lidt af en gigant på New Zealand, og spytter en god mængde vin ud om året. Dog er deres Sauvignon Blanc en vin der har druens karakteristika, samt sjæl, noget vine fra store vin ”fabrikker” ofte mangler, med mindre man bevæger sig imod topvinene. Denne vin er fra vinhusets laveste serie ”Premium Selection”, men smager dejligt.

Som allerede skrevet har den Sauvignon blanc’ens karakteristika i form af umodne stikkelsbær, hyldebær og hø i næsen, dog med en lidt sødlig vingummiagtig finish.

Stikkels- og hyldebær går igen i smagen, med den behagelige lidt vingummiagtige sødme, som også var i næsen. Efter sødmen slutter vinen med en sund omgang rensende syre. Noget der gør den meget anvendelig til mad, og mad gør den godt, da den virker lidt uharmonisk på egen hånd, selvom jeg da stadig nyder at drikke den alene.

Det er en dejlig vin til de 60 kroner, den normalt går for i Dansk Supermarkeds butikker, og ikke sjældent kan man finde den i Netto til 55 kroner. Til den pris er det en flot vin med sjæl og hjerte, noget der desværre ikke ofte forefindes i vine i dette prisleje.