Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


Skriv en kommentar

Når proppen bliver knækket – på det helt rette tidspunkt

Engang imellem åbner man sig en flaske vin, man ikke har forventet sig det store af, nok at den vil smage godt, men har en formodning om at den er åbnet en kende for tidligt eller sent, og det er ikke på dagen, eller i rækken af vine, men i sit modningsstadie. Jeg var lidt bange for, at jeg havde fundet en vin, der havde set sine bedste dage, da jeg fandt en flaske østrigsk riesling der havde forputtet sig i de mørke dybe katakomber – Anton Bauer’s ‘Berg’ riesling fra 2010 – en normalt frisk og dejlig frugtig, og ikke særlig dyr, sag.

Den røg dog på køl og senere på dagen i glasset – og damn – proppen var knækket af vinen på det helt perfekte tidspunkt, eller i hvert fald skruet af, de herlige østrigere sværger jo oftest til skruelåg. Mine noter på dagen fortæller følgende: Duften er domineret af citrusfrugter, let honning og en snert af petroleum, moden mango, kalk… Og de samme elementer går igen i smagen, bare meget mere intenst, sammen med en vild mineralitet, stringent syre og en tilbagelænet sødme der samler alle nuancerne smukt, til en stor helhed.

Antonbauer_rieslingberg_10

Når man åbner en vin, der er lige netop i det stadie af perfektion, en vin der samler alle sine tråde i en helhed, så bliver det ikke meget bedre og smukkere – det er der man bliver glad.

Anton Bauer laver sine vine i Wagram og arbejder efter princippet at terroiret skal udtrykke sig i vinene, noget han har lært i Bourgogne og ved 4 års arbejde hos en af østrigs topproducenter, før han overtog forældrenes vingård og begyndte at lave sine egne vine. Druetypicitet, terroir, godt miljø i markerne med masser af insekter som nyttedyr, håndplukning og sortering samt lang gæring er alt noget Anton Bauer arbejder med, for at få det bedste frem i sine vine – og af dem jeg har smagt, så lykkedes det jo egentligt meget godt.

http://www.antonbauer.at/en/start.asp?ID=83

Reklamer


Skriv en kommentar

Sprød hvidvin fra det Nordvestlige Italien, Les Crêtes, Petite Arvine 2010

Les Crêtes
Petite Arvine 2010
Valle d’Aosta

Det Nordvestilige Italien, hvor man finder Valle d’Aosta regionen, er en pittoresk scene. Alperne dækker 3 af regionens sider, med Mont Blanc som toppen af kransekagen, så bedre udsigt findes vel næppe mange steder i verden.

Produktionen af vin i regionen, er Italiens mindste, og ikke meget kommer til udlandet, så hvis man falder over en flaske Valle d’Aosta vin, er det med at tage den, hvis man har mod til at smage noget nyt.

Det meste af vinproduktionen i Valle d’Aosta sker via kooperativer, da de fleste vindyrkere ikke har store ejendomme, og da det er lettere og mere økonomisk overskueligt at arbejde sammen om en lidt større produktion. Dog er private producenter på fremmarch, og den største spiller indenfor den kategori er Les Crêtes, som laver omkring 230.000 flasker om året.

Petite Arvine er en drue med rødder i Schweiz (selvom dyrkere af druen i Valle d’Aosta mener den stammer derfra), som har fået grobund i Valle d’Aosta, der jo også tæt forbundet til Schweiz og Frankrig. I denne version er druen håndplukket i slutningen af september, og der bliver lavet 35.000 flasker af vinen om året.

Men lad os komme til vinen:

I glasset fremstår vinen med en flot lettere strågul farve og umiddelbar dejlig kraftig densitet.

Når vinens duft rammer næsen, er det med friskhed og parfumeret blomsterbutik samt citrusfrugter og friskskåret ananas.

Vinen er også meget frisk i munden, hvor smagen er domineret af semi-moden ananas og bitre citrusfrugter, til tider er vinen næsten lettere stikkende i ganen, der er masser af mineralitet og syre.

Efter lidt tid i glasset træder en hvis fedme frem, som får smagen til at glide over i fed clementin.

Vinen er en udpræget mad vin, da syren skal have lidt modspil, og på grund af den lettere fedme der er parret godt med den friske syre, passer ost godt til den. Vinen blev herhjemme rundet af, af en lettere krydret ost, der fik clementin smagen til at dominere på tungen.

Et spændende og frisk bekendtskab, som blev nydt i fulde drag. Nu er det ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide vine der stikker lidt til smagsløg og udfordrer. Dog tæmmes vinen med mad, og bliver en lækker rensende sag. Så næste gang du skal have gang i en kraftig fiskeret, noget let fjerkræ eller ost, så er dette et godt match.

http://www.lescretes.it