Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


Skriv en kommentar

Nytårsboblerne 2016

De smukke mousserende dråber – med bobler kreeret over tid i flaskens mørke dyb – ved tilsætning af kærlighed til stille vin – som over måneder og ofte år udvikler skummende åbenbaringer og alskens cremede toner af skønhed, begær og dekadence – det er champagne, eller sådan kan champagne i hvert fald være – når den folder sig ud i al sin vælde og rigdom.

bubbles_2016

Igen i år skulle der smages, vurderes og dømmes nytårsbobler i Gastromand regi, og temaet er i år vintage bobler, ikke bare vintage champagne men alskens lækkerier udi det mousserende univers. Der var dog en meget svær overvægt i champagne – og vinene der ikke var fra Champagne havde på dagen intet modsvar til de franske kæmper, de faldt igennem én efter én, den eneste der var oppe og spille lidt med musklerne var Mousserende Rosé fra Kvist og Vitus lavet på Leon Millot, det smagte skønherligt, men havde dog ikke helt kompleksiteten til at være med i top, men vild smagsintensitet og finesse.

clubtresorsdechampagnelogospecialclub

Vinderen af nytårsboble dysten i år er en champagne fra Special Club også kendt som Club Trèsor de Champagne – Special Club blev dannet i 1971 af en gruppe mindre champagne huse af de som er kendt som ‘Grower Champagne’-  som kan kendes på et R-M (récoltant-manipulant) på flasken. Altså huse der selv dyrker deres druer, til den vin de selv laver og modner – modsat de helt store huse, som ofte køber størstedelen af deres druer. Lige nu er ‘Grower Champagne’ det helt store, da man kan finde ganske fornuftige vine til ganske fornuftige penge, og mange af de bønder der hidtil har leveret druer til de store huse, er begyndt at lave deres egne vine af deres druer, istedet for at sælge dem.

Men tilbage til Special Club – de mindre champagne huse ville gerne med på bølgen af prestige cuvée champagner som var i fuldt flor, dog krævede det andet en god champagne i flasken, det lavede de jo allerede. Alle de store huse havde deres prestige cuvéer i flotte, specielle og dyrt producerede flasker, tænk Dom Perignon fra Moët & Chandon, Cristal fra Roederer, Belle Epoque fra Perrier-Jouët, Sir Winston Churchill fra Pol Roger osv. Løsningen blev Special Club, de gik sammen og fik produceret Special Club flasken, som deres prestige cuvée kan sælges i. Før de dog kommer så langt, så skal vinen først godkendes hele to gange før end den kan kalde sig Special Club, først bliver vinen smagt lige før flaskning og hvis den bliver godkendt der, bliver vinen igen smagt efter 3 års flaskelagring, og hvis den også bliver godkendt i den smagning, så er vejen åben for at udgive sin prestige cuvée som Special Club i det givne år.

Lige nu er der 28 huse med i Club Trésor de Champagne, og for at komme med i klubben skal man vist anbefales af to allerede medlemmer og lidt andet mystisk – lidt ligesom VDP producentforeningen i Tyskland, som heller ikke altid er lige let at komme med i, men mere om det en anden gang – og have bevist at man dyrker sine druer og laver sine vine med respekt for naturen og terroiret, hvori ens marker er placeret. En spændende klub at drikke vin fra, de få vine jeg hidtil har smagt har holdt høj kvalitet, og vine generelt fra husene der er med i Special Club er velsmagende, ud fra det jeg har smagt selvfølgelig.

Lad os komme til det, det hele handler om, vinderen og de andre.

thewinner_real

2010 Pierre Gimonnet & Fils, Special Club, Grand Terroirs de Chardonnay, brut (Champagne Akademiet)

Fra Premier Cru byen Cuis som ligger i Côte des Blancs, området i Champagne hvor chardonnay hersker, har huset Pierre Gimmonet hjemme. Dog kommer druerne fra Special Club vinen stort set kun fra Grand Cru marker i nabo byen Cramant, hvor huset besidder lidt jord med 40-90 år gamle chardonnay stokke. Næsen er domineret af friske grønne æbler, moden citron, jod, toast, flint. Det samme går igen i munden sammen med rugbrød, dybde, Amalfi citron, komplekst med en ren og fin syre og en behagelig integreret mousse.

2008 Deutz Brut Vintage, Magnum, brut (H.J. Hansen Vin)

Stor næse med gule æbler, toast, surmælk, mineralitet – i munden spiller de samme elementer op til dans, med et klart præg af citrusfrugter og grønne æbler, smagen er mere ren end næsen antyder og bærer præg af umoden frugt, der er en flot renhed og en dejlig stringent syre. Jeg er fan af Deutz’ stil.

2008 Veuve Clicquot Ponsardin, Brut Vintage, brut

Fin og frisk duft med mest tryk på æble og citrusnoter, i munden er vinen stringent og har et højt spark citrussyre, med både lime- og citronsaft, samt skal fra begge. Fin mineralitet, et dybt kalket præg og flintesten slået imod hinanden. Under syren fornemmes der en fin dybde, det her glas er en vinder hvis man er til syre og stringens.

2007 Le Mesnil, Blanc de Blancs, Grand Cru, brut (Philipson Wine)

Der er masser af stødte æbler i næsen, sammen med moden let-sød citrusfrugt, de samme elementer går igen i munden, sammen med en fin cremethed, fin ren syre og ok kompleksitet, fin og dejlig vin.

2011 Moussé Fils, Terre D’illite, Blanc de Noirs, brut (Champagne Akademiet)

Den eneste Blanc de Noirs der var med i testen, så vidt jeg har noteret, altså en hvid champagne lavet på røde druer, i dette tilfælde 95% pinot meunier og 5% pinot noir. Pinot meunier som er ved at vinde mere og mere indpas i Champagne, hvor den charmerer med sine ligefremme bærnoter og dybde, som sagtens kan tøjles med den rette vinmager. Der er virkeligt mange flotte vine på, den lidt, før i tiden, ildesete drue der mest blev brugt til at give fylde i  champagnerne. Men lad os komme til smagsnoterne: Hindbær, boysenbær, liflige blåbær på en regnvejrsdag, kærnemælk, moreller, gærnoter, en intens, kompleks og forfinet næse. De røde bær og frugter går igen i munden sammen med surdejsbrød, bornholmske rugkiks, en fin bitterhed henad pink grape og grannåle, en lidt klodset men dejlig syre, fin mousse og en god mørk dybde og cremethed.

bobler-2016-top5

Special mentions ifølge mig:

2007 Delamotte, Blanc de Blancs, brut (Philipson Wine)

Nabohuset til legendariske Salon, og ejer deraf, Delamotte har oftest lavet flotte champagner, og denne Blanc de Blancs fra 2007 er ingen undtagelse. I næsen er der en mørk note, masser af smørristet toastbrød, smørristet rugbrød, moden pære, gule æbler, et lettere røget præg – flintesten der lige er slået sammen, en meget kompleks og fyldig næse. Mange af de samme toner går igen i smagen, sammen med et letbittert indslag af grapefrugtskød, let og elegant syre og en fin friskhed i al mørket. En fin dejlig gylden let-moden drik.

2007 Alfred Gratien, Blanc de Blancs, Grand Cru, brut (Bichel Vine)

Jeg har altid, siden jeg første gang smagte vin fra Gratien haft en svaghed for husets stil, så var da glad da jeg ratede denne højt i den indledende runde og satte stor streg under, det var en vin jeg kunne lide – de andre var dog ikke helt enige. Stor næse med knaldfriske Granny Smith æbler, nyrevet Amalfi citronskal, flint, smørristet toastbrød, nektarinskal – der er virkelig meget finesse og elegance. De samme elementer går igen i smagen med en syrlig smørfedme fra friskkærnet smør, grøn hasselnød, næsten moden hvid fersken, komplekst og stringent vin, som slutter af med en flot og ren mineralsk syre.

2008 O. Cossy, Cuvée Sophistique, brut (www.nordiskchampagnesyndikat.dk)

Fin og elegant næse med rødt æble, lette hindbærnoter og en svag duft af limeskal. I munden er vinen afdæmpet elegant, lidt modent æble og dets skræl, søde ribs, et let citruspræg – en lethed som næsten danser på tungen og kun efterlader et flygtigt aftryk, velsmagende og -komponeret, men flygtig.

bobler-2016-skaenkes
Ind fra siden af kom der lige pludseligt flyvende en champagne, som ikke var med i Gastromands store test, så den ligger ene og alene på mig.

 

2002 G. Pierrard Blanc de Blancs, Grand Cru, brut (MvineM)

Et hus jeg aldrig har hørt om, og et hus som lidt omfattende web-research heller ikke afslører meget om. Huset ligger i Cramant. De ejer 2 hektar marker og sælger ca. 2/3 af deres druer, så de har råd til at lege med deres egen vinproduktion, som består af ca. 6000 flasker årligt, hvor halvdelen er Vintage. Denne vintage 2002, blev degorgeret i 2013, så den har altså fået 11 år på bærmen, de gær og sukkerrester der er tilbage, når vinen har dannet sine bobler, det er meget ekstremt og oftest tid forbeholdt store prestige cuvéer – kravet til en vintage champagne er 5 år på bærmen, så de er gået all in, må man sige.

pierrard_2002

Men kan det så smages i vinen: En god blanding af frisk grønt æble og gult perfekt modnet æble, moden Amalfi citron, limeskal, flint, autolytiske karakterer i form brunet smør, hasselnødder, tykmælk, ristet rugbrød, jod, pink grape. Blød og cremet, meget elegant med god mundfylde – lidt store og aggressive bobler, til at starte med, men som vinen får lov til at finde sig selv i glasset bliver moussen fin og elegant, og efterlader et dejligt blidt bid i ganen med lidt mandelbitterhed. Kompleks og dyb vin med en lidt kort afslutning, som drikkes utroligt godt til Cæcilie Norbys “London/Paris” og “First Conversation”. Utroligt man kan lave sådan en vin til sådan en sympatisk pris – den kan erhverves fra Amaronebutikken Nordjylland, hvis man bor i nærheden af Aalborg.

Her kan Gastromands indlæg læses og et par af billederne i ovenstående indlæg er også hugget skamløst fra derfra.

Reklamer


Skriv en kommentar

Gastromands julevinsmagning 2016

Så er vi nået på den tid af året igen, hvor Gastromand skal have kåret årets julevin. Selve dagen hvorpå vi skulle smage alle de dejlige vine, samt have dejlig julemad, var lidt hård for undertegnede. Da jeg dagen før havde været i København til dimission hos Dansk Sommelier Uddannelse, som jeg ugen forinden havde fået svar på, jeg havde bestået. Udover en dejlig frokost på Bistro Boheme, selve dimissionen med uddeling af nål og diplom og så en efterfølgende vinøs aften på Il Senso i Gothersgade med dejlige mennesker, for derefter at hygge med nogle af de dejlige mennesker fra uddannelsen – så var det lige pludselig en hård tur tilbage til Aalborg for at lave julemad.

dsu_diploma

Alt kom dog i ovnen, blev sat over at brase, stege og koge, så det kunne være færdigt til tiden – og så kom redningsmanden i Madfar med nybrygget velsmagende øl og hygge, og inden vi havde set os om, sad de 5 musketerer igen omringet af herligt saft til den liflige julemad.

julevin-2016_thewinner

Jeg kan kun være enig i vinderen, som endte med at være Châteauneuf-du-Pape ‘Cuvée du Baron’ fra Chateau Fortia, cuvéen til ære for den kære Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie der legemliggjorte AOC systemet i Frankrig i 1923, med de første nedskrevne regler om produktion af vin i Châteauneuf-du-Pape, så der kom lidt kontinuitet i hvordan vinen fra området skulle skæres, et system der med tiden blev udbredt til hele Frankrig og derefter resten af Europa og nu snart hele vinens verden.

Jeg havde vinen som min højest ratede, men som Familiefaren pointerer så voksede Côtes-du-Rhônen fra Le Clos du Caillou ‘Les Bouquets de Garrigue’ rigtigt meget med tiden, og jeg havde den som klar vinder i runde to, med meget mere lethed og elegance i forhold til ‘Cuvée du Baron’. ‘Les Bouquets de Garrigue’ byder på masser af røde kirsebær, fuldmodne solvarme jordbær, brombær, flygtige noter af sort peber, surmælk og masser af garrique, læskende og dejlig med en fin opfriskende syre. Så om man vælger den ene eller anden til sin julemad, må afhænge om man har lyst til tyngde og kraft som Châteauneuf-du-Pape’n byder på, med sin blanding af 45% grenache, 45% syrah og tilsidst, men ikke mindst, 10% mourvedre, eller Côtes du Rhône’n med sin lettere og mere læskende stil der er kreeret med 85% grenache, 10% syrah og 5% carignan og mourvedre

Julevinene 2016, den endegyldige top 5.

julevin2016_vinder5

2012 Cuvée du Baron, Chateau Fortia, Châteauneuf-Du-Pape, Frankrig (Bichel Vine)

2014 Les Bouquets de Garrigue, Le Clos du Caillou, Côtes-du-Rhône, Frankrig (HJ Hansen Vin)

2011 Silvanus, Bodegas Ansejo & Manso, Ribera del Duero, Spanien (D’Wine)

2009 Cérvoles, Castell de Remei, Costers del Segre, Spanien (Sigurd Müller Vinhandel)

2013 Harewood Estate, Shiraz, Great Southern, Australien (Vinmonopolet)

Og her finder i hele historien fra dagen hos Gastromand!


Skriv en kommentar

Nytårsbobler -Gastromand’s bobler 2015

Når vi snakker om bobler til nytårsaften, falder vi hurtigt over champagne, som jo oftest bliver drukket til sådanne festlige lejligheder, og ikke hele tiden, champagne passer jo til næsten alt, og hver dag er tæt på en fest – bare prøv at tilsætte lidt champagne!

cristal1990nytår

De kære drenge fra Gastromand havde dog til årets test af nytårsbobler helt frasagt sig champagne, for at komme under huden på hvad der ellers rører sig på markedet, og det kom der en ganske spændende smagning ud af, da der findes masser af glimrende mousserende vin, ikke som direkte alternativer til champagne, da champagne er sin egen, ligesom mange af de på dagen smagte bobler er helt sine egne.

Årets-Bobler-2015-12_vinder

I top fem svinger vi så vidt som to gange æblevin fra Danmark (Vinter – En Outcider 2012) (Kvist og Vitus 2013 hvid traditionel), sekt fra Tyskland (Von Buhl Riesling Sekt Brut), Cava fra Spanien (Cava Gran Reserva Brut La Cuvee Gramona) og spontantgæret bio spumante fra Italien (2012 Quattroventi, Veneto, Daniele Piccinin), det er jo smukt at vi kommer så bredt omkring, samt at der er to danske producenter der kan blande sig i toppen af noget af det bedste man kan finde udenfor Champagne, det er stort synes jeg, derudover løb den ene dansker også rimelig klart med sejren, og det er ganske velfortjent. Harmonisk, dybt og med tyngde, Kvist og Vitus 2013 hvid traditionel er et kongeflot glas vin med alt det gode et æble kan byde på, samt flotte bobler, renhed og en knivskarp balance!

mg_57172-800x1200_boblevinder

Jeg ser allerede frem til hvad der bliver fundet på af rammer til næste års smagning af nytårsbobler, måske kun bobler på druer der er blevet fodtrampede og spontantgærede 😉

anders_Drikker

Læs hele beretningen på Gastromand samt ovre hos Kim på Grillkokkerier, billederne her i indlægget er også skamløst hugget fra Gastromand og Kim Schulz


Skriv en kommentar

Gastromands julevinskåring 2013

Nu er det godt nok ved at være i sidste sekund at julevinsindslaget kommer her på bloggen, men som vanen tro har Gastromand kåret dette års julevin, og jeg var også i år, med i panelet.

Sidste år var ekstremt mængdemæssigt, men kvaliteten var ikke helt deroppe hvor det var sjovt, eller hvor vinen virkeligt kunne spille op til maden. Så i år var præmisserne ændret en smule og prisniveauet skruet en smule op, til maks. 200 kroner pr. flaske vin, og imellem 100 og 200 kroner er der en del interessante vine at finde, og nogle af dem havde fundet vej til Gastromands HQ en mørk og kold søndag aften.

Feltet var stærkt i år og diskussionen gik højt under den indledende smagning, hvorfra de 5 finalister skulle findes ud fra, og selvom der var lidt pointspredning for nogle af vinenes vedkommende, var alle, for engang skyld, pænt enige om de 5 finalevines berettigelse.

Da kåringen selvfølgelig foregår blindt, vidste vi ikke hvilke vine der stod for skud, men vi var i år ok skarpe til at skyde os ind på vinene synes jeg, der var kun et par stykker som virkeligt overraskede da sølvpapiret røg af.

Gastromand-Julevin-2013-19

Tredjepladsen blev indtaget af en dansk juleklassiker, nemlig Châteauneuf-du-Pape fra det sydlige Rhône hvor druen grenache spiller hovedrollen, suppleret med 17 andre klassiske Rhône og Sydfranske druer.

Chateau De Vaudieu 2010 byder på garrigue, lidt animalsk præg i næsen, er der brett med i spillet? Godt med brombær, sort peber og krydderier. Brombærerne, peberet og det krydrede præg går igen i smagen, sammen med en dejlig syre der spiller op imod sødmen og alkoholen vinen besidder. Pointmæssigt var denne vin min vinder på aftenen.

Andenpladsen går til Italien, hvor Campo Prognai fra huset Latium Morini i Valpolicella smyger sig i munden med masser af sorte kirsebær, en let sødme, lidt stald og godt med velhængt flæsk, en vin der passede rigtigt godt til maden, og som jeg havde som en overall 3er, et dejligt simpelt og saftigt glas.

Gastromand-Julevin-2013-31

Førstepladsen blev indtaget af en gammel kending, som jeg efterhånden har drukket i et par årgange og har været glad for, tak for introduktionen Lykke, hvorend i verden du befinder dig idag! En dejlig potent californisk cabernet sauvignon fra Sonoma Countys Rodney Strong, der normalt ikke bare er ren kraft, men også en god del finesse og flot ren syre. Huset laver også glimrende pinot noir i Russian River Valley.

rodneystrong_pinotnoir2010

Tilbage til cab’en fra Alexander Valley, som på denne aften snød mig, mine noter skriger merlot. Vinen var blød og indsmigrende med modne mørke bær, cremet mælkechokolade og lidt sød lakrids. Fløjlsblød, en rigtig pleaser og en lækker integreret syre, så jeg var lidt overrasket over vinen da sølvpapiret forsvandt, men godt smagte det, det kan jeg ikke fornægte. dog husker jeg de tidligere årgange jeg har smagt af vinen noget mere potente og krasbørstige.

Den rigtige vinder, det var vi alle enige om, og du skal ikke fortvivle over det sene indlæg fra min hånd, vinen var stort udsolgt rundt omkring i landet for en lille uge siden, men snød ikke dig selv, find en flaske når den kommer på hylderne igen, det er lækkert.

http://gastromand.dk/arets-julevin-2013/

(Tak for lån til Anders Damm/Gastromand for de to første billeder i indlægget)


1 kommentar

Gastromands julevinskåring 2012

Julen nærmer sig og igen i år havde Gastromand kaldt til julevinskåring og igen skulle det foregå hos Aalborgs Take Away perle Kim’s Kitchen, som udover dejligt take away også er en mester udi i klassisk julemad. Så hvis i kan få Kim lokket til at lave lidt svin, and, rødkål, brune kartofler og sovs, så venter der velsmag og ganebehag. Udover de tre Gastromænd Anders, Claus og Mads, var der assistance fra Thomas, Kim, Mikkel, Kim, Rasmus og undertegnede.

Vanen tro er jeg ikke helt enig i demokratiets valg af årets julevin, som faldt på Shottlebrook 2009, fra McLaren Vale, Australien. Da jeg fandt mere kant i Mother’s Milk 2010, fra Barosso Valley, Australien, som endte på tredjepladsen og mere vin i Septimo Dia 2010 fra Mendoza, Argentina, selvom vinderen da også scorede højt hos mig, så helt uenig er jeg ikke.

Årets-Julevin-Gastromand-2011-9

Jeg savner bare generelt lidt mere syre og kant i de indleverede vine, de var meget polerede og drevet af søde bær og et solidt alkoholpunch, ikke det bedste match til vores fede julemad efter min mening. Godt nok måtte vinen ikke koste mere end 125 kroner, dog synes jeg godt man kan få lidt aggressiv syre med krop til den pris, rundt omkring.

Læs hele historien hos Gastromand.

(Photo credit Kim Schulz)