Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


4 kommentarer

Superbowl Sunday – Super Sunday nachos og Superbowl chili

Så nærmer Superbowl sig igen med hastige skridt – det er på søndag den 6/2 det sker – hvor undertegnedes favorithold Green Bay Packers endelig igen har fundet vej til den store finale, hvor Pittsburgh Steelers gerne skal have en over tuden (pun intended Big Ben!), så Vince Lombardi Trofæet kan komme hjem og stå på Lambeau Field, som jo sjovt nok ligger på Lombardi Avenue!

Sidste år stod menuen på en seriøs chili, som du kan finde opskriften på herunder. I år ender den med en god burger med nogle sprøde kartofler i form af fritter – der skal arbejdes hele ugen op til og igen mandag formiddag, så der bliver ikke tid til de store udskejelser, udover en burger med stort B og så en god finale på årets football sæson – en sæson som måske bliver den sidste lige foreløbig, da spillerne og ejerne/ligaen ikke helt kan blive enige om en ny overenskomst, sådan ser det i hvert fald ud i disse dage! Men lad os nu tage Superbowl først – God kamp og GO PACK!

Superbowl foregår jo tidligt på aftenen i det amerikanske, hvilket betyder at de 6 timer, som vi tidsmæssigt er foran, skubber begivenheden til midt på natten her i det danske land. Men det skal da ikke forhindre en lille fest samt råben og skrigen af spillernes gøren og laden!


En klassisk spise superbowl aften, både her og ovre på den anden side af vandet er nachos! Noget så simpelt kan åbenbart være svært, har jeg flere gange oplevet på diverse caféer! Så her er en stensikker måde til de perfekte nachos!

Af chips, er jeg mest til Doritos, de er meget balanceret imellem sprødhed og smag, har en god tykkelse, og har ikke en ubehagelig fedtet smag, som især Santa Marias og Coops nacho chips kan have. Derudover virker Nettos de billige også fint, og smager også meget godt. Om man vælger plain med salt med chili eller ost, vil jeg lade være op til dig selv. Jeg plejer at blande chili og ost, så er der både punch og smag.

Nu kommer den vigtigste part, nachosene skal bygges op i lag, med smeltet ost og hakkede syltede jalapenos imellem hvert lag. Så først et lag nachos med revet cheddar på (selvfølgelig hjemmerevet, så vi kan være sikre på kvaliteten) og så ind i ovnen til det smelter, ud og på med jalapenos, nyt lag nahcos og ost, og så er det ellers at fortsætte indtil man synes at man har nået toppen. Jeg plejer at lave det i 4 lag.

Når det sidste lag er gratineret og lækkert, topper jeg med lidt salsa – på tomat, løg, hvidløg og chili og hakkede syltede jalapenos. Til dyppelse er der creme fraiche og dip på creme fraiche med bagt peberfrugt og ”guacamole” på bagt og stegt avokado.

Dip med bagt peberfrugt

Bag en rød peberfrugt i ovnen ved 150 grader til at skindet begynder at rynke. Pil skindet af peberfrugten og smadr den i en hurtig-hakker med lidt olivenolie. Bland den purerede peberfrugt med lidt creme fraiche og smag til med salt og peber, evt. lidt cayennepeber og citronsaft. Holiday dip uden den kunstige bismag.

Guacamole med bagt avokado

So far har jeg lavet min guacamole plain, men hvorfor ikke lege lidt med den, for at se om det gør noget for den? Så jeg delte avokadoen, tog stenen ud og smurte de åbne flader med citronsaft, og bagte den med peberfrugten.

Herefter hakkede jeg avokadoen groft, og stegte den med knust hvidløg i olivenolie, og gav begge dele en tur i hurtig hakkeren med en smule citronsaft (jeg brugte citronsaft i stedet for lime, da jeg havde nogle citroner der trængte til at blive brugt – og lidt creme fraiche og finthakket tomat. Og efter et drys salt og peber, voila! Og så kan man vel næsten ikke tillade sig at kalde det guacamole længere, da det har bevæget et lille stykke væk fra rettens udgangspunkt, selvom ingredienserne er de samme.

Direkte appetiteligt ser det ikke ud, men det smager nu meget godt!

Superbowl chili

Ingredienser:

Tværreb
Bønner (her er der brugt selvkogte hvide, og brune, hvide og kidney fra dåse)
Løg
Gulerødder
Bladselleri
Rød peberfrugt
Hvidløg
Ingefær
Frisk Chilifrugt
Evt. tørret chili
Flåede tomater fra dåse
Tomatpasta
Oksebouillon
Spidskommen
Røget paprika
Citronsaft
Bourbon
Evt. mere chili

Tværreb er et dejligt stykke kød med masser af smag og struktur. En struktur som gør, at det skal have forholdsvist lang tilberedningstid for at blive mørt, så derfor passer det perfekt til min chili, der skal stå og boble i nogle timer.

Efter at have fjernet benene (der er som regel efterladt ribben på undersiden af kødet) fra tværrebet skæres det i nogle grove stykker og lægges til side, gem benene, de skal koges med, dem er der god smag i!

Nu skal alle grøntsagerne hakkes, det skal gøres halvfint, så de hurtigt kan koge ud og afgive smag, samt jævne retten lidt.

I en gryde varmes rigeligt med planteolie og kødet kommes i, så det kan blive brunet rigtigt godt. Når kødet har fået 5 minutters tid ved god varme, kommes en god skefuld tomatpasta ved, så det kan blive ristet igennem og få fremhævet sødmen optimalt. Nu er det tid til at komme alle grøntsagerne på, så de også kan få en god tur i varmen. Når de begynder at tabe deres væske kom da flåede tomater på og slå dem let i stykker med en grydeske. Herefter skal der en god del vand samt bouillonterninger ved, benene og den tørrede chilifrugt tilsættes også her. Nu skal chilien så stå og simre i en times tid eller halvanden.

Efter en time eller halvanden tilsættes bønnerne, så de kan koge godt med og forene sig med retten. Spidskommen og et lille drys røget paprika ryger også i nu. Herefter plejer jeg at lade retten koge i en times tid, eller lidt mere, hvis jeg finder det nødvendigt. Til sidst skal chilien smages til med citronsaft, et skvæt bourbon, salt, peber og mere chili hvis man finder det nødvendigt!

Til en superbowl aften serveres chilien med nachos og deres tilbehør samt rigeligt med øl!

God SuperBowl!!!