Mad og Vin

Inspiration til dit næste måltid eller glas!


Skriv en kommentar

Når Cava bliver smukt

Jeg tror de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med Cava, Spaniens mest kendte mousserende vin.

Togstationen i Sant Sadurnia d'Anoia

Togstationen i Sant Sadurni d’Anoia

Ikke langt fra Barcelona, cirka 45 minutter med tog fra Barcelona Sants, byens store togstation, ligger byen Sant Sadurni d’Anoia – et piktoresk område, men hvilket vinområde er ikke det? Med små bakker og dale, og Montserrat bjergkæden tronende mod nord. Og så er det Cava’s svar på Reims i Champagne – her har 97 eller 98 Cava huse deres kældre, de kunne ikke helt blive enige om det ene eller andet tal. Der må laves Cava i 6 regioner i Spanien, men det er i Catalonien og i netop Sant Sadurni d’Anoia at den mousserende vin har sit ophav. I 1872 startede José Raventós med sit vinhus Cordiniu at lave mousserende vin efter den traditionelle metode, altså med andengæring på flaske, ligesom i Champagne, efter et besøg i Frankrig – og derefter tog det ellers fart.

Montserrat set fra toppen af Raventos I Blanc's marker

Montserrat set fra toppen af Raventos I Blanc’s marker

Cava – elsket og hadet

Cava skal dog laves efter den traditionelle metode, altså med andengæring i flaske, ligesom i Champagne og Franciacorta. Udover de tre klassiske druer xarel-lo, macabeo og parrellada må der også bruges de internationale druer chardonnay og pinot noir, som umiddelbart, ifølge traditionalisterne intet har at gøre i Cava. Dog er det største problem vinen slås med, dens image som en billig supermarkedsbasker, en simpel frugtig mousserende vin, som er lige til at gå til – og slet ikke så stor, elegant og kompleks som for eksempel Champagne, selvom der findes en del top Cava’er der er kostbare at anskaffe sig, og er komplekse som champagne – og kan give de samme oplevelser.

recaredo_logo_wall

Et af de huse som laver komplekse vine og som er på vej imod gamle dyder med xarel-lo, macabeo og parellada er Recaredo. Huset har altid lavet komplekse vine, som har lang lagring før frigivelse – fem år på gærresterne for deres standard vin, og deres top vin får hele 11 år før frigivelse. De har indtil 2014 haft chardonnay og pinot noir på deres marker, og brugt dem i deres vine, det er dog slut nu, og fokus ligger på de traditionelle spanske sorter, hvor monastrell tager over som den røde del i deres rosé Intens. Alle vinene er også brut nature, altså uden tilsat sødme efter degorgering, og alle er med årgang.

Nedgang til Recaredos dybe og store kælder

Nedgang til Recaredos dybe og store kælder

Huset dyrker deres marker biodynamisk og bruger kun deres egne druer til produktion af deres vine, noget som resulterer i at der ikke altid bliver lavet ligemeget vin – tag sidste år, 2015, som var vanskeligt og har resulteret i at der kommer nogle færre flasker på markedet end vanligt, når de første flasker af deres standardvin Terrers er færdige med at lagre og klar til frigivelse i år 2020. Et par andre ting, udover de lange lagringer, der gør Recaredo specielt, er deres fokus på håndarbejde, de laver alt i hånden fra plukning af druer, til remuage til degorgering.

Vine på rad og række i deres pupitres, her fra Franciacorta huset Ca' del Bosco

Vine på rad og række i deres pupitres, her fra Franciacorta huset Ca’ del Bosco

Først og fremmest efter vinen er fyldt på flaske og skal ligge og hygge sig og finde sin smag på gærresterne, samt kreere de bobler der gør vinen så dejlig, der er vinen lukket med den traditionelle Champagne korkprop, hvor alle andre huse jeg har set, hørt om, eller har besøgt bruger metalkapsler – de mener dog hos Recaredo at vinen udvikler sig bedst under kork. Det gør også at de ikke kan degorgere som på normalvis, hvor man dypper toppen af flasken i kølevæske, så bundfaldet der efter remuage har samlet sig i flaskens hals fryser, og derefter bliver skudt ud, når kapslen bliver rykket af, og trykket fra vinen under istoppen skyder gærrester og andet ud af flaskehalsen. Hos Recaredo gør man ikke sådan, da proppen bare vil fryse fast – istedet giver de vinen et lille ryst, og så løsner de tråd og prop forsigtigt fra flasken, og på det helt rette tidspunkt, skal proppen slippes, så gærresterne bliver skudt ud, uden at miste for meget vin, eller at trykket bliver udlignet for forsigtigt, så vinen skummer og gærresterne istedet ender i vinen igen. Et meget imponerede syn, som jeg ikke kan gengive, da man desværre ikke må tage billeder i husets kælder.

recaredo_bottles

Recaredo laver rigtigt god vin, og her er noter fra 3 fornyligt smagte flasker:

2009 Terrers: Vilde laktiske toner, surmælk, flint, røg, karamelliseret citron, en flot samlet vin med vilde citronnoter, en stringent syre, rene noter af syltet fennikel.

2006 Brut de Brut: Laktiske toner, toast, gær, flintesten imod flintesten, røg, meget stram i munden, fad, sure citroner, blodappelsin, appelsinskal, ren stringens og mineralitet. Kompleks vin og det er som om, den ikke helt har samlet sig endnu.

2005 Reserva Particular: Sindsyg flot gylden farve, skyr, karamelliseret vanilje, fad, autolytiske elementer as fuck, tropisk frugt, alle elementer af citrusfrugt. Flot og ren syre, stringent og mineralsk, men balanceret helt perfekt, det bliver ikke meget bedre.

Gamle xarel-lo stokke hos Raventos I Blanc, som også dyrker deres jorde biodynamisk

Gamle xarel-lo stokke hos Raventos I Blanc, som også dyrker deres jorde biodynamisk

Dog er der for tiden meget fokus på kvalitet fra mange Cava producenters side, de lagrer vinen noget længere end reglerne påskriver, de har lavere høstudbytter, de behandler jorden efter økologiske eller biodynamiske principper – alt i alt den enkelte kvalitetsdrevne producent sætter selv sin standard – hvilket både er godt og skidt. Det er godt for kvaliteten og oftest smagen af produktet, dog er der nok en forbruger eller to der ikke kan forstå at en flaske Cava koster 50 kroner og en anden 800 kroner, da Cava jo bare er billig mousserende terassevin fra Spanien, men lur mig om det ikke stille og roligt ændrer sig i løbet af de næste få år.


Skriv en kommentar

Et kys af vin, anbefalet af Antonio the Bull

Beso de Vino – Selección 2009, Cariñena, Spanien

besodevino2009

Endnu engang skal vi til Cariñena i Aragón i det Nordøstlige Spanien, og selvom gisningerne peger denne vej for druen Carignans ophav, så er det ikke den dominerende drue i området og slet ikke i denne vin, som er lavet på allestedsnærværende Syrah.

Det vil nok være svært at påstå at Beso de Vino ikke er skabt med et blikfang og en god historie, som i kan tyde udfra etiketten, men er det nok til at sælge? Der er i hvert fald også et stort klistermærke henover hals og manchet, der fortæller at Jay Miller fra The Wine Advocate (det var før han valgte at stoppe med at skrive for det medie) har givet vinen 90 point. Noget som fortæller kendere af Miller’s smag, at vinen er kraftig, måske overekstraheret, og endda kunne være til den sødlige side.

Men lad os komme til vinen, som forekommer mig lidt sjov og kogt, om det er en flaskefejl, om vinen er blevet gammel og træt eller om den skal være sådan, må jeg indtil videre lade være usagt.

Duften er underlig kogt, mørk og dyb henimod henkogte bær, der har stået gemt inde i mørket et par år for meget, samt sveske i Madeira.

Smagsmæssigt er vinen ubalanceret med et grønt og stilket præg, og de henkogte frugter der går igen, med en underlig bidende syre. Den kogte frugt forsvinder lidt med at vinen får ilt, men den fremstår stadig ubalanceret og lidt sjov. Bagetiketten nævner da også ‘bagte kirsebær’ som en af smagsnuancerne, så det kan godt være at den er god nok, men det er ikke lige sådanne smagsnuancer jeg leder efter i min vin.

Det er ved at være længe siden at jeg er kommet forbi en vin, jeg har fundet direkte ubehagelig at drikke, men det må jeg indrømme Beso de Vino har været. På hylden præsenterer vinen sig flot, i glasset er det dog en helt anden sag. Det ville have været fedt med lidt sammenhæng imellem Antonio the Bull’s historie, vinens navn ‘kys af vin’ og flaskens indhold.

Vinen er tilsendt af www.konsulen.dk , som samler og videreformidler vintilbud fra skoven af vin-webshops i Danmark.


2 kommentarer

Catalan cookout i Aalborgs nye madklub

Vi er et par mad- og vinglade gutter som går og barsler med en lille madklub i Aalborg og omegn. Indtil videre har vi snakket og snakket, og haft et lille cook-out, hvor temaet var sat til Katalonien. Vi hver især havde sat os for at lave tre retter hver, med inspiration i Katalonien og derudover ikke planlagt andet.

Meget heldigt havde vi ramt perfekt på råvarer, til at kunne opbygge et sammensat måltid. Lars havde fokus på grønt, makrel og Crema Catalaña og undertegnede, blæksprutte, havtaske og lam.

De er glade for fisk, skaldyr og masser af grønt i det Nordøstspanske og der blev også ganske fermt lagt ud med blæksprutte ristet lynhurtigt af, på en knaldvarm pande, med hvidløg, citronsaft og persille. Dertil blev der serveret den katalanske klassiker Pan Amb Tomaquet, som alle der har besøgt Barcelona eller omegn, helt sikkert har smagt. Dog havde jeg valgt at lave en emulsion på tomater, hvidløg og olie, i stedet for at gnide hvidløg og tomat ind i det ristede brød.

blæksprutte_tomatbrød

Anden ret på menuen, imens vi med spænding ventede på lagtidsbagte grøntsager fra bunden af ovnen, var havtasken. Ganske simpelt stegt og serveret under rå gulerødder vendt med olie og lidt hidsigt chili og en let emulsion med olivenolie, lidt sherry eddike, hvidløg og grønne oliven. Jeg er stor tilhænger af KISS princippet: (og bandet for den sags skyld) ‘Keep It Simple, Stupid’.

havtaske_gulerod_oliven

Endelig var tiden kommet til at jeg kunne slappe lidt af, da de næste to serveringer var ude af mine hænder og i Lars’. Første omgang fra ham bestod af grøntsager fra gløderne, improviseret i ovn, da vi skrev januar, lidt for koldt og alt for meget sne… Og efter et par timer var grøntsagerne også lækre møre og saftige, og gav mindelser hen imod sol og sommer og duften af Barcelonas gotiske kvarter.

bagte_grøntsager

Nu var vi nået til det, der kom til at stå som aftenens vinderret for mig. En smagsrigdom og nuance jeg ikke have set komme fra så få og enkle ingredienser, men det katalonske køkken kan noget, i hænderne på den rette mand. Makrel tilberedt med kartofler, lidt fiskefond, hvidløg og paprika. Kartoflerne var først simret møre i fiskefonden med lidt løg, derefter havde makrellen fået lige nøjagtigt hvad den skulle have for at være tilberedt og saftig. En virkelig lækker rund, kraft- og smagsfuld ret.

makrel_kartoffel

Så var det lige pludselig svært at imponere med lidt lammeryg, hårdt stegte forårsløg og en romesco gjort med saltede Marcona mandler i stedet for hasselnødder, men forsøget blev da gjort. Igen straight to the bone, stegt lammeryg, stegte forårsløg og den spanske klassiker romsesco, som jo består af grillet afskallet rød peberfrugt, hvidløg, olivenolie, lidt eddike og ristede hasselnødder, lækkert og klassisk. Dertil fik vi smygende lækre ris fra Valencia, som overraskede mig meget med deres cremethed og superlækre smag, som fik lidt hjælp til at lidt sofrito* og picada*.

lam_løg_romesco

Efterhånden godt mætte var der kun desserten tilbage, den gode klassiker Crema Catalaña, klassisk creme brulée tilsmagt med kanel, citron, appelsin, stjerneanis, fennikel- og anisfrø, og lidt vanilje, det bliver desserten ikke ringere af, skulle jeg hilse og sige. Og ingen ordentlig Crema Catalaña uden et sprødt og karamelliseret sukkerlåg, som her var fremelsket brutalt af en semi-voldsom ukrudtsbrænder, brutalt skal det være, men godt smagte det!

Det var blevet så sent på aftenen, da vi nåede til desserten at kameraet strejkede, der er dog en video af de små cremer der får med flammekasteren, men den er indtil videre for brutal til offentlig skue. Af vinen blev der heller ikke taget billeder, jeg ved ikke helt hvor mit hoved var den pågældende aften.

Dog startede vi ud med en forfriskende Gin og Tonic, før den stod på Cava fra huset Mont-Ferrant og deres prestige-cuvée Berta Bouzy, som er en fyldig og frisk sag med masser af mineralitet, virkelig lækker vin. Herefter en spansk hvidvin fra huset Marqués De Alella, lavet på ene og alene på druen Pansa Blanca, en lækker, frisk og fyldig sag der passede perfekt til havtaske, bagt grønt og makrel.

bertabouzy pansablancaSiepi_2005-500x500

Og så til en farisæer, men hvilken farisæer, Siepi, fra huset Mazzeo og deres vingård Castello Di Fonterutoli, i en ukendt årgang, da bagetiketten var faldet af og proppen var uden information derpå, men hvor den smagte, i hvert fald 7-8 år på bagen, efter hvor moden den stod i smagen, men stadig med et lukket land inde bag al frugten og den behagelige syre. Desværre er det ikke hver dag, man falder over en Super Toskaner med sådanne alder og åbenhed!

Sådan kommer man igennem den indledende fase til en madklub, uden at komme på ret meget konkret, udover god mad, hyggesnak og dejligt selskab, men det er jo også det, det handler om i en madklub, god mad og godt selskab…! Er det dig der skal være med til næste hyggelige cook-out?

 

*Sofrito er hvidløg, løg, peberfrugt og tomat, sauteret til en dejlig smagsfuld ensartet masse, som man starter mange katalonske/spanske retter op med.

*Picada er hvidløg, safran og persille som mortes eller blendes sammen til en tyk masse, som kan bruges til at smagsgive og tykne lidt, den perfekte finish til mange retter.


Skriv en kommentar

Sprød og ukompliceret hvid spanier

esteban martin, Blanco 2011, Cariñena, Spanien

estebanmartin_blanco2011

Cariñena ligger i det Nordøstlige Spanien i Aragón, og det er fra denne zone at druen Carignan har sit udspring. Her har vi dog fat i en ung hvidvin lavet på Chardonnay og Macabeo, og selvom Macabeo er den mest plantede hvide drue i Spanien, er den vel mest berømmet for sin medvirken i sprød Cava.

Farven på vinen er strågul og indbydende.

Det er ikke meget duft vinen giver fra sig i starten, der er en snert af sødme, og lidt svovl. Som vinen får lidt temperatur og ilt, træder lyng og lidt rålakrids til.

Vinen er frisk og sødmefuld i munden, med en svag syre. Vinen fylder mundhulen med friskhed og derefter svinder smagen hurtigt ud.

En let, frisk og ukompliceret hvidvin, der vil gøre sit bedste, iskold, på en varm dag på terrassen.

Vinen er tilsendt af www.konsulen.dk , som samler og videreformidler vintilbud fra skoven af vin-webshops i Danmark.


Skriv en kommentar

Castaño 2011 Monastrell, Ecológico, Yecla

Castaño 2011 Monastrell, Ecológico, Yecla

castano_monastrell_11_eco

Så er vi nået til den tredje vin i min gennemgang af Castaño’s vine. Denne gang den økologiske Yecla Monastrell i årgang 2011.

Før har jeg haft gang i årgang 2010 af samme herkomst, samt Monastrell 2011 fra gamle stokke.

Denne vin frigiver ikke meget duft, der er lidt grønne solbær, lidt hyld og sød lakrids.

De umodne bær går igen i smagen, med lidt sødme og den søde lakrids der binder smagsspektret godt sammen. Der er noget grønt stilket i slutningen af vinen, men slet ikke den samme insisterede letbitre syre som hos 10’eren. En behagelig, læskende og dejlig drikkelig vin, som man gerne vil drikke et glas mere af.

Efter at have smagt tre vine fra Castaño’s hånd, må jeg sige at huset laver meget fornuftige vine til meget fornuftige priser. Der er udbytte for alle kronerne, og vinene besidder noget mere personlighed, end man kan forvente i denne prisklasse, det er slet ikke at kimse ad!

Dog foretrækker jeg stadig min Monastrell som Mourvedre, især fra Bandol, men der er vi også straks oppe i et andet prisleje.

Nu har jeg ikke den store postive erfaring udi i spanske vine, så hvilke andre Monastrell vine giver god valuta for pengene, eller smager så fantastisk at man skal have dem smagt?


3 kommentarer

Castaño 2011 Monastrell – Fra de gamle stokke

Castaño 2011 Monastrell, Viñas Viejas, Yecla

castano_vinaviejas11

I sidste uge havde jeg fat i den økologiske fætter til denne vin i årgang 2010. Den overraskede mig meget og var dejlig drikkelig. Før jeg fandt den økologiske, faldt jeg over denne i Netto til omkring en 40 kroneseddel, og tænkte det var godt med lidt reference på huset og deres stil. Druerne til vinen kommer fra gamle stokke (Viñas Viejas) som her har en gennemsnitsalder på 31 år.

Duften fra vinen giver ikke meget, den er mørk og sødlig med indslag af lidt solbær og sød lakrids.

Både den søde lakrids og solbær går igen i smagen, Ribena er en af de første tanker, da der er en del sødme og subtans i vinen,
uden en harmoniserende eller rensende syre. Noget jeg savner lidt, må jeg indrømme, men som en vin bare til at sidde og bælle er denne fin, især når man også tager prisen i betragtning.

En fin og lakridset vin til pengene som har styrke nok til at stå imod en blodig bøf og ‘brændte’ tomater og forårsløg, som den blandt andet blev nydt til.

http://www.bodegascastano.com