Nytårsboblerne 2016

De smukke mousserende dråber – med bobler kreeret over tid i flaskens mørke dyb – ved tilsætning af kærlighed til stille vin – som over måneder og ofte år udvikler skummende åbenbaringer og alskens cremede toner af skønhed, begær og dekadence – det er champagne, eller sådan kan champagne i hvert fald være – når den folder sig ud i al sin vælde og rigdom.

Igen i år skulle der smages, vurderes og dømmes nytårsbobler i Gastromand regi, og temaet er i år vintage bobler, ikke bare vintage champagne men alskens lækkerier udi det mousserende univers. Der var dog en meget svær overvægt i champagne – og vinene der ikke var fra Champagne havde på dagen intet modsvar til de franske kæmper, de faldt igennem én efter én, den eneste der var oppe og spille lidt med musklerne var Mousserende Rosé fra Kvist og Vitus lavet på Leon Millot, det smagte skønherligt, men havde dog ikke helt kompleksiteten til at være med i top, men vild smagsintensitet og finesse.

Vinderen af nytårsboble dysten i år er en champagne fra Special Club også kendt som Club Trèsor de Champagne – Special Club blev dannet i 1971 af en gruppe mindre champagne huse af de som er kendt som ‘Grower Champagne’-  som kan kendes på et R-M (récoltant-manipulant) på flasken. Altså huse der selv dyrker deres druer, til den vin de selv laver og modner – modsat de helt store huse, som ofte køber størstedelen af deres druer. Lige nu er ‘Grower Champagne’ det helt store, da man kan finde ganske fornuftige vine til ganske fornuftige penge, og mange af de bønder der hidtil har leveret druer til de store huse, er begyndt at lave deres egne vine af deres druer, istedet for at sælge dem.

Men tilbage til Special Club – de mindre champagne huse ville gerne med på bølgen af prestige cuvée champagner som var i fuldt flor, dog krævede det andet en god champagne i flasken, det lavede de jo allerede. Alle de store huse havde deres prestige cuvéer i flotte, specielle og dyrt producerede flasker, tænk Dom Perignon fra Moët & Chandon, Cristal fra Roederer, Belle Epoque fra Perrier-Jouët, Sir Winston Churchill fra Pol Roger osv. Løsningen blev Special Club, de gik sammen og fik produceret Special Club flasken, som deres prestige cuvée kan sælges i. Før de dog kommer så langt, så skal vinen først godkendes hele to gange før end den kan kalde sig Special Club, først bliver vinen smagt lige før flaskning og hvis den bliver godkendt der, bliver vinen igen smagt efter 3 års flaskelagring, og hvis den også bliver godkendt i den smagning, så er vejen åben for at udgive sin prestige cuvée som Special Club i det givne år.

Lige nu er der 28 huse med i Club Trésor de Champagne, og for at komme med i klubben skal man vist anbefales af to allerede medlemmer og lidt andet mystisk – lidt ligesom VDP producentforeningen i Tyskland, som heller ikke altid er lige let at komme med i, men mere om det en anden gang – og have bevist at man dyrker sine druer og laver sine vine med respekt for naturen og terroiret, hvori ens marker er placeret. En spændende klub at drikke vin fra, de få vine jeg hidtil har smagt har holdt høj kvalitet, og vine generelt fra husene der er med i Special Club er velsmagende, ud fra det jeg har smagt selvfølgelig.

Lad os komme til det, det hele handler om, vinderen og de andre.

2010 Pierre Gimonnet & Fils, Special Club, Grand Terroirs de Chardonnay, brut (Champagne Akademiet)

Fra Premier Cru byen Cuis som ligger i Côte des Blancs, området i Champagne hvor chardonnay hersker, har huset Pierre Gimmonet hjemme. Dog kommer druerne fra Special Club vinen stort set kun fra Grand Cru marker i nabo byen Cramant, hvor huset besidder lidt jord med 40-90 år gamle chardonnay stokke. Næsen er domineret af friske grønne æbler, moden citron, jod, toast, flint. Det samme går igen i munden sammen med rugbrød, dybde, Amalfi citron, komplekst med en ren og fin syre og en behagelig integreret mousse.

2008 Deutz Brut Vintage, Magnum, brut (H.J. Hansen Vin)

Stor næse med gule æbler, toast, surmælk, mineralitet – i munden spiller de samme elementer op til dans, med et klart præg af citrusfrugter og grønne æbler, smagen er mere ren end næsen antyder og bærer præg af umoden frugt, der er en flot renhed og en dejlig stringent syre. Jeg er fan af Deutz’ stil.

2008 Veuve Clicquot Ponsardin, Brut Vintage, brut

Fin og frisk duft med mest tryk på æble og citrusnoter, i munden er vinen stringent og har et højt spark citrussyre, med både lime- og citronsaft, samt skal fra begge. Fin mineralitet, et dybt kalket præg og flintesten slået imod hinanden. Under syren fornemmes der en fin dybde, det her glas er en vinder hvis man er til syre og stringens.

2007 Le Mesnil, Blanc de Blancs, Grand Cru, brut (Philipson Wine)

Der er masser af stødte æbler i næsen, sammen med moden let-sød citrusfrugt, de samme elementer går igen i munden, sammen med en fin cremethed, fin ren syre og ok kompleksitet, fin og dejlig vin.

2011 Moussé Fils, Terre D’illite, Blanc de Noirs, brut (Champagne Akademiet)

Den eneste Blanc de Noirs der var med i testen, så vidt jeg har noteret, altså en hvid champagne lavet på røde druer, i dette tilfælde 95% pinot meunier og 5% pinot noir. Pinot meunier som er ved at vinde mere og mere indpas i Champagne, hvor den charmerer med sine ligefremme bærnoter og dybde, som sagtens kan tøjles med den rette vinmager. Der er virkeligt mange flotte vine på, den lidt, før i tiden, ildesete drue der mest blev brugt til at give fylde i  champagnerne. Men lad os komme til smagsnoterne: Hindbær, boysenbær, liflige blåbær på en regnvejrsdag, kærnemælk, moreller, gærnoter, en intens, kompleks og forfinet næse. De røde bær og frugter går igen i munden sammen med surdejsbrød, bornholmske rugkiks, en fin bitterhed henad pink grape og grannåle, en lidt klodset men dejlig syre, fin mousse og en god mørk dybde og cremethed.

Special mentions ifølge mig:

2007 Delamotte, Blanc de Blancs, brut (Philipson Wine)

Nabohuset til legendariske Salon, og ejer deraf, Delamotte har oftest lavet flotte champagner, og denne Blanc de Blancs fra 2007 er ingen undtagelse. I næsen er der en mørk note, masser af smørristet toastbrød, smørristet rugbrød, moden pære, gule æbler, et lettere røget præg – flintesten der lige er slået sammen, en meget kompleks og fyldig næse. Mange af de samme toner går igen i smagen, sammen med et letbittert indslag af grapefrugtskød, let og elegant syre og en fin friskhed i al mørket. En fin dejlig gylden let-moden drik.

2007 Alfred Gratien, Blanc de Blancs, Grand Cru, brut (Bichel Vine)

Jeg har altid, siden jeg første gang smagte vin fra Gratien haft en svaghed for husets stil, så var da glad da jeg ratede denne højt i den indledende runde og satte stor streg under, det var en vin jeg kunne lide – de andre var dog ikke helt enige. Stor næse med knaldfriske Granny Smith æbler, nyrevet Amalfi citronskal, flint, smørristet toastbrød, nektarinskal – der er virkelig meget finesse og elegance. De samme elementer går igen i smagen med en syrlig smørfedme fra friskkærnet smør, grøn hasselnød, næsten moden hvid fersken, komplekst og stringent vin, som slutter af med en flot og ren mineralsk syre.

2008 O. Cossy, Cuvée Sophistique, brut (www.nordiskchampagnesyndikat.dk)

Fin og elegant næse med rødt æble, lette hindbærnoter og en svag duft af limeskal. I munden er vinen afdæmpet elegant, lidt modent æble og dets skræl, søde ribs, et let citruspræg – en lethed som næsten danser på tungen og kun efterlader et flygtigt aftryk, velsmagende og -komponeret, men flygtig.

Ind fra siden af kom der lige pludseligt flyvende en champagne, som ikke var med i Gastromands store test, så den ligger ene og alene på mig.

 

2002 G. Pierrard Blanc de Blancs, Grand Cru, brut (MvineM)

Et hus jeg aldrig har hørt om, og et hus som lidt omfattende web-research heller ikke afslører meget om. Huset ligger i Cramant. De ejer 2 hektar marker og sælger ca. 2/3 af deres druer, så de har råd til at lege med deres egen vinproduktion, som består af ca. 6000 flasker årligt, hvor halvdelen er Vintage. Denne vintage 2002, blev degorgeret i 2013, så den har altså fået 11 år på bærmen, de gær og sukkerrester der er tilbage, når vinen har dannet sine bobler, det er meget ekstremt og oftest tid forbeholdt store prestige cuvéer – kravet til en vintage champagne er 5 år på bærmen, så de er gået all in, må man sige.

Men kan det så smages i vinen: En god blanding af frisk grønt æble og gult perfekt modnet æble, moden Amalfi citron, limeskal, flint, autolytiske karakterer i form brunet smør, hasselnødder, tykmælk, ristet rugbrød, jod, pink grape. Blød og cremet, meget elegant med god mundfylde – lidt store og aggressive bobler, til at starte med, men som vinen får lov til at finde sig selv i glasset bliver moussen fin og elegant, og efterlader et dejligt blidt bid i ganen med lidt mandelbitterhed. Kompleks og dyb vin med en lidt kort afslutning, som drikkes utroligt godt til Cæcilie Norbys “London/Paris” og “First Conversation”. Utroligt man kan lave sådan en vin til sådan en sympatisk pris – den kan erhverves fra Amaronebutikken Nordjylland, hvis man bor i nærheden af Aalborg.

Her kan Gastromands indlæg læses og et par af billederne i ovenstående indlæg er også hugget skamløst fra derfra.

De søde vine – først til Ris ala mande og så til hyggen

Igen i skulle den også stå på smagning af vine til ris ala manden i Gastromand regi. Velkogte ris vendt med flødeskum, lidt sødt i form af sukker eller florsukker og et lille skud vanilje, hvis man er til det, samt mandler og så selvfølgelig toppet med kirsebær sauce. Ligesom den resterende del af julemiddagen, er det ikke altid lige let for alle vine at følge med.

I Danmark har vi i de seneste år haft godt gang i produktionen af den lidt glemte nationalarv frugtvin, hvor især Frederiksdal Gods på Lolland samt Cold Hand Winery ved Randers har haft godt fat i masserne, førstnævnte med hele produktionen lagt an på Stevns kirsebær og Cold Hand først med æbler og nu med alskens god frugt. Der kommet godt gang i fermenteringen rundt omkring i det ganske land, så jeg tror snart at mange af de nyere spillere, vil være seriøse udfordrer til de to usual suspects.

Vinderen af Gastromands dessertvinssmagning er da også Frederiksdal med deres ‘Vin af kirsebær’ 2015, smagen af friskplukkede saftige solvarme kirsebær, god fylde men stadig saftig og med en lidt hidsig afsluttende syre, så det hele ikke bliver alt for tungt. En meget harmonisk og ligetil sag, den skal jeg selv drikke om et par dage.

Cold Hand Winery kom ind på en skarp andenplads med deres ‘Prunus Nigra’ kirsebærvin, igen er der fuld smæk på kirsebærene, der er her lidt mere varme, krydderi og fedme, en lidt tungere og mere fyldig vin sammenlignet med Frederiksdal, men også et dejligt glas kirsebær saft.

Som noget nyt havde der sneget sig en Sauternes med i puljen, nemlig Chateau Piada, beliggende i kommunen Barsac og lavet på næsten ren semillon, og det er jo en dejlig velsmagende vin til fornuftige penge – en simpel Sauternes med fuld riv på abrikos, mango, tørret ananas og en let syre, en saftig og læskende vin, som også bare kan nyde helt for sig selv.

Der var også et par Portvine med, en Ruby og en ung Vintage, de faldt dog begge igennem som for vammelsøde og ikke med nok punch til at klare kirsebærsaucen, det overraskede mig egentligt lidt. Dog kan man med ro i sindet nyde sin Portvin efter alt ræset med mad, dans omkring det smukke træ og gaveudpakning er overstået – og roen falder over aftenen, efter at ungerne er kommet i seng. Der vil jeg dog istedet for en Ruby type vælge mig en Tawny, der med sin dybde og behagelige sødme passer perfekt til en stille stund. I år er valget faldet på en gammel kending i Niepoorts Colheita fra 2005, som blev tappet i 2014, sådan en drak jeg med stor glæde sidste år, samt en Colheita fra 1984 fra huset Barros, tappet sidste år – det må umiddelbart også smage dejligt. Colheita er en Tawny Portvin med angivelse af høståret, som derefter ligger på fad, indtil aftapningsåret, som altid er angivet på flasken.

Så blev der også jul i år.

Læs om seancen hos Gastromand (det første billede er også skamløst lånt hos dem)

Lidt mere om Portvin.

Gastromands julevinsmagning 2016

Så er vi nået på den tid af året igen, hvor Gastromand skal have kåret årets julevin. Selve dagen hvorpå vi skulle smage alle de dejlige vine, samt have dejlig julemad, var lidt hård for undertegnede. Da jeg dagen før havde været i København til dimission hos Dansk Sommelier Uddannelse, som jeg ugen forinden havde fået svar på, jeg havde bestået. Udover en dejlig frokost på Bistro Boheme, selve dimissionen med uddeling af nål og diplom og så en efterfølgende vinøs aften på Il Senso i Gothersgade med dejlige mennesker, for derefter at hygge med nogle af de dejlige mennesker fra uddannelsen – så var det lige pludselig en hård tur tilbage til Aalborg for at lave julemad.

Alt kom dog i ovnen, blev sat over at brase, stege og koge, så det kunne være færdigt til tiden – og så kom redningsmanden i Madfar med nybrygget velsmagende øl og hygge, og inden vi havde set os om, sad de 5 musketerer igen omringet af herligt saft til den liflige julemad.

Jeg kan kun være enig i vinderen, som endte med at være Châteauneuf-du-Pape ‘Cuvée du Baron’ fra Chateau Fortia, cuvéen til ære for den kære Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie der legemliggjorte AOC systemet i Frankrig i 1923, med de første nedskrevne regler om produktion af vin i Châteauneuf-du-Pape, så der kom lidt kontinuitet i hvordan vinen fra området skulle skæres, et system der med tiden blev udbredt til hele Frankrig og derefter resten af Europa og nu snart hele vinens verden.

Jeg havde vinen som min højest ratede, men som Familiefaren pointerer så voksede Côtes-du-Rhônen fra Le Clos du Caillou ‘Les Bouquets de Garrigue’ rigtigt meget med tiden, og jeg havde den som klar vinder i runde to, med meget mere lethed og elegance i forhold til ‘Cuvée du Baron’. ‘Les Bouquets de Garrigue’ byder på masser af røde kirsebær, fuldmodne solvarme jordbær, brombær, flygtige noter af sort peber, surmælk og masser af garrique, læskende og dejlig med en fin opfriskende syre. Så om man vælger den ene eller anden til sin julemad, må afhænge om man har lyst til tyngde og kraft som Châteauneuf-du-Pape’n byder på, med sin blanding af 45% grenache, 45% syrah og tilsidst, men ikke mindst, 10% mourvedre, eller Côtes du Rhône’n med sin lettere og mere læskende stil der er kreeret med 85% grenache, 10% syrah og 5% carignan og mourvedre

Julevinene 2016, den endegyldige top 5.

2012 Cuvée du Baron, Chateau Fortia, Châteauneuf-Du-Pape, Frankrig (Bichel Vine)

2014 Les Bouquets de Garrigue, Le Clos du Caillou, Côtes-du-Rhône, Frankrig (HJ Hansen Vin)

2011 Silvanus, Bodegas Ansejo & Manso, Ribera del Duero, Spanien (D’Wine)

2009 Cérvoles, Castell de Remei, Costers del Segre, Spanien (Sigurd Müller Vinhandel)

2013 Harewood Estate, Shiraz, Great Southern, Australien (Vinmonopolet)

Og her finder i hele historien fra dagen hos Gastromand!

Sød vin varmer i en kold tid

Der bliver generelt drukket for lidt sød vin, verden over, jeg er heller ikke for god til det selv. Dog er den kolde og mørke vintertid altid en god undskyldning for at åbne en flaske vin med lidt ekstra alkohol procenter og varme. De fleste tyer nok til Portvin når der skal drikkes sød vin, og derefter følger Sauternes nok som det fortrukne danskernes borde, selvom dansk produceret kirsebær og frugtvin generelt er ved at komme godt efter pladsen i glasset, kunne jeg forestille mig.

Nogle søde vine der bliver overset, synes jeg, er dem fra det Sydfranske, der bliver lavet så meget glimrende sødt vin i Languedoc-Roussillon, og dyrt er det ofte ikke, da der ikke er den største efterspørgsel på det.

Vin Doux Naturel hedder det så smukt, metoden der bliver anvendt dernede, ‘fortified wine’ på engelsk, eller den fordanskede ‘forstærket vin’. En process hvor vinmosten får lov til at gære få procenter op, som regel et sted imellem 2 og 6 procents alkohol, hvorpå gæringen stoppes med at hælde vinsprit på, indtil den ønskede alkohol procent er opnået, som regel et sted imellem 15 og 20 procent. Det gør at druernes naturlige sødme bevares i vinen, samtidig med at der er en fornuftig alkohol procent. Hvis vinen skulle gæres op på samme procenter, ville det betyde at gærcellerne undervejs ville have spist al sukkeret, da det er druernes sukker der under gæringen bliver omdannet til alkohol, og man ville ende ud med en tør vin.

Jeg drak fornyligt en dejlig velbalanceret Maury, et dejligt område i Roussillon fra Domaine Pouderoux, en ‘Grenat’ som indikerer vinen er lavet på ren Grenache Noir. Maurys jordbund byder på dejlig skifer, som med den rette vinmager kan give balancerede vine, med et næsten køligt udtryk, selvom i befinder os et godt stykke fra kysten i de Sydfranske Pyrenæer. Mine noter siger: “Røde og sorte kirsebær, varme solbær, varme brombær, lidt Scheuzan peber og nellike. En god let tør afslutning og fin afrundet sødme, elegant og saftig stil.” Simpelthen en vin man har lyst til at drikke i store slurke.

Derudover har jeg gode minder tilbage fra Domaine Gaubys Rivesaltes ‘Garicia’, igen lavet på ren Grenache Noir, dog dyrket lidt tættere på kysten – en vin jeg husker med masser af mineralitet, en æterisk lethed, hindbær, kolde brombær, lidt sort peber og en gennemført finesse og elegance, når man drikker hedvin i sådanne klasser, kan man kun blive glad.

Når proppen bliver knækket – på det helt rette tidspunkt

Engang imellem åbner man sig en flaske vin, man ikke har forventet sig det store af, nok at den vil smage godt, men har en formodning om at den er åbnet en kende for tidligt eller sent, og det er ikke på dagen, eller i rækken af vine, men i sit modningsstadie. Jeg var lidt bange for, at jeg havde fundet en vin, der havde set sine bedste dage, da jeg fandt en flaske østrigsk riesling der havde forputtet sig i de mørke dybe katakomber – Anton Bauer’s ‘Berg’ riesling fra 2010 – en normalt frisk og dejlig frugtig, og ikke særlig dyr, sag.

Den røg dog på køl og senere på dagen i glasset – og damn – proppen var knækket af vinen på det helt perfekte tidspunkt, eller i hvert fald skruet af, de herlige østrigere sværger jo oftest til skruelåg. Mine noter på dagen fortæller følgende: Duften er domineret af citrusfrugter, let honning og en snert af petroleum, moden mango, kalk… Og de samme elementer går igen i smagen, bare meget mere intenst, sammen med en vild mineralitet, stringent syre og en tilbagelænet sødme der samler alle nuancerne smukt, til en stor helhed.

Når man åbner en vin, der er lige netop i det stadie af perfektion, en vin der samler alle sine tråde i en helhed, så bliver det ikke meget bedre og smukkere – det er der man bliver glad.

Anton Bauer laver sine vine i Wagram og arbejder efter princippet at terroiret skal udtrykke sig i vinene, noget han har lært i Bourgogne og ved 4 års arbejde hos en af østrigs topproducenter, før han overtog forældrenes vingård og begyndte at lave sine egne vine. Druetypicitet, terroir, godt miljø i markerne med masser af insekter som nyttedyr, håndplukning og sortering samt lang gæring er alt noget Anton Bauer arbejder med, for at få det bedste frem i sine vine – og af dem jeg har smagt, så lykkedes det jo egentligt meget godt.

http://www.antonbauer.at/en/start.asp?ID=83

Når Cava bliver smukt

Jeg tror de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med Cava, Spaniens mest kendte mousserende vin.

Togstationen i Sant Sadurni d’Anoia

Ikke langt fra Barcelona, cirka 45 minutter med tog fra Barcelona Sants, byens store togstation, ligger byen Sant Sadurni d’Anoia – et piktoresk område, men hvilket vinområde er ikke det? Med små bakker og dale, og Montserrat bjergkæden tronende mod nord. Og så er det Cava’s svar på Reims i Champagne – her har 97 eller 98 Cava huse deres kældre, de kunne ikke helt blive enige om det ene eller andet tal. Der må laves Cava i 6 regioner i Spanien, men det er i Catalonien og i netop Sant Sadurni d’Anoia at den mousserende vin har sit ophav. I 1872 startede José Raventós med sit vinhus Cordiniu at lave mousserende vin efter den traditionelle metode, altså med andengæring på flaske, ligesom i Champagne, efter et besøg i Frankrig – og derefter tog det ellers fart.

Montserrat set fra toppen af Raventos I Blanc’s marker

Cava – elsket og hadet

Cava skal dog laves efter den traditionelle metode, altså med andengæring i flaske, ligesom i Champagne og Franciacorta. Udover de tre klassiske druer xarel-lo, macabeo og parrellada må der også bruges de internationale druer chardonnay og pinot noir, som umiddelbart, ifølge traditionalisterne intet har at gøre i Cava. Dog er det største problem vinen slås med, dens image som en billig supermarkedsbasker, en simpel frugtig mousserende vin, som er lige til at gå til – og slet ikke så stor, elegant og kompleks som for eksempel Champagne, selvom der findes en del top Cava’er der er kostbare at anskaffe sig, og er komplekse som champagne – og kan give de samme oplevelser.

Et af de huse som laver komplekse vine og som er på vej imod gamle dyder med xarel-lo, macabeo og parellada er Recaredo. Huset har altid lavet komplekse vine, som har lang lagring før frigivelse – fem år på gærresterne for deres standard vin, og deres top vin får hele 11 år før frigivelse. De har indtil 2014 haft chardonnay og pinot noir på deres marker, og brugt dem i deres vine, det er dog slut nu, og fokus ligger på de traditionelle spanske sorter, hvor monastrell tager over som den røde del i deres rosé Intens. Alle vinene er også brut nature, altså uden tilsat sødme efter degorgering, og alle er med årgang.

Nedgang til Recaredos dybe og store kælder

Huset dyrker deres marker biodynamisk og bruger kun deres egne druer til produktion af deres vine, noget som resulterer i at der ikke altid bliver lavet ligemeget vin – tag sidste år, 2015, som var vanskeligt og har resulteret i at der kommer nogle færre flasker på markedet end vanligt, når de første flasker af deres standardvin Terrers er færdige med at lagre og klar til frigivelse i år 2020. Et par andre ting, udover de lange lagringer, der gør Recaredo specielt, er deres fokus på håndarbejde, de laver alt i hånden fra plukning af druer, til remuage til degorgering.

Vine på rad og række i deres pupitres, her fra Franciacorta huset Ca’ del Bosco

Først og fremmest efter vinen er fyldt på flaske og skal ligge og hygge sig og finde sin smag på gærresterne, samt kreere de bobler der gør vinen så dejlig, der er vinen lukket med den traditionelle Champagne korkprop, hvor alle andre huse jeg har set, hørt om, eller har besøgt bruger metalkapsler – de mener dog hos Recaredo at vinen udvikler sig bedst under kork. Det gør også at de ikke kan degorgere som på normalvis, hvor man dypper toppen af flasken i kølevæske, så bundfaldet der efter remuage har samlet sig i flaskens hals fryser, og derefter bliver skudt ud, når kapslen bliver rykket af, og trykket fra vinen under istoppen skyder gærrester og andet ud af flaskehalsen. Hos Recaredo gør man ikke sådan, da proppen bare vil fryse fast – istedet giver de vinen et lille ryst, og så løsner de tråd og prop forsigtigt fra flasken, og på det helt rette tidspunkt, skal proppen slippes, så gærresterne bliver skudt ud, uden at miste for meget vin, eller at trykket bliver udlignet for forsigtigt, så vinen skummer og gærresterne istedet ender i vinen igen. Et meget imponerede syn, som jeg ikke kan gengive, da man desværre ikke må tage billeder i husets kælder.

Recaredo laver rigtigt god vin, og her er noter fra 3 fornyligt smagte flasker:

2009 Terrers: Vilde laktiske toner, surmælk, flint, røg, karamelliseret citron, en flot samlet vin med vilde citronnoter, en stringent syre, rene noter af syltet fennikel.

2006 Brut de Brut: Laktiske toner, toast, gær, flintesten imod flintesten, røg, meget stram i munden, fad, sure citroner, blodappelsin, appelsinskal, ren stringens og mineralitet. Kompleks vin og det er som om, den ikke helt har samlet sig endnu.

2005 Reserva Particular: Sindsyg flot gylden farve, skyr, karamelliseret vanilje, fad, autolytiske elementer as fuck, tropisk frugt, alle elementer af citrusfrugt. Flot og ren syre, stringent og mineralsk, men balanceret helt perfekt, det bliver ikke meget bedre.

Gamle xarel-lo stokke hos Raventos I Blanc, som også dyrker deres jorde biodynamisk

Dog er der for tiden meget fokus på kvalitet fra mange Cava producenters side, de lagrer vinen noget længere end reglerne påskriver, de har lavere høstudbytter, de behandler jorden efter økologiske eller biodynamiske principper – alt i alt den enkelte kvalitetsdrevne producent sætter selv sin standard – hvilket både er godt og skidt. Det er godt for kvaliteten og oftest smagen af produktet, dog er der nok en forbruger eller to der ikke kan forstå at en flaske Cava koster 50 kroner og en anden 800 kroner, da Cava jo bare er billig mousserende terassevin fra Spanien, men lur mig om det ikke stille og roligt ændrer sig i løbet af de næste få år.

Dansk vin møder italiensk køkken

Winemakers Dinner med Vinhuset Kvist & Vitus på Ristorante SanGiovanni torsdag den 31/3-2016 kl.1830

Dansk vin møder Italiensk køkken

Hvordan parrer man dansk produceret vin og frugtvin med italiensk mad? Et spørgsmål vi alle stillede os selv, da det stod klart at en lille snak pludselig blev virkelighed og Vinhuset Kvist & Vitus besøger Aalborg og præsenterer deres vine, samt destillater, og vi fik den ære at ligge hus og mad til.

Vinhuset Kvist & Vitus holder til på Brandbygegaard ved Odder og de gode folk bag, Lone Landmand Vitus og Søren Sørøver Kvist dyrker deres druer, bær og frugter uden nogen som helst brug af kunstgødning, sprøjtegifte og menneskeskabt kemi, bæredygtig og ansvar over moder jord er drivkraften bag foretagendet, og den kærlighed kan man smage i vinene og destillaterne.

Denne aften skal vi smage følgende line-up fra Kvist & Vitus:
Ufiltreret Gin (2013)
– Måske Danmarks mest eksklusive gin lavet på æbledestillat og Vinhusets egne urter,

2013 Hvid traditionel Mousserende Æblepagne
– Stor mundfylde og med en delikat bitterhed fra massegæringen, der gør den perfekt som aperitif til salte snacks. Lavet på traditionel champagnemetode. Kåret som årets nytårsbobler hos Gastromand

2013 Rosé Barrique Mousserende
– Knastørre røde druebobler – vin fuld af saft og kraft, der får mundvandet til at løbe, og dig til at løbe efter et glas mere. Lavet af letpresset Rondo på champagnemetoden. Noter af hindbær, jordbær og ribs

2013 Hvid Barrique
– Hvidvin lavet på æbler, modnet 9 mdr. på gamle fade. Tør og perfekt til fisk og skaldyr

2013 Rosato
– Lys og let rødvin eller mørk rosé om du vil. Vin der appellerer til de store slurke!

2009 Six ans sur lie
– Stor og fyldig rødvin, fuld af kompleksitet. Den har, som navnet siger, ligget 6 år på gæren. Metoden giver en helt anderledes smagspalet end dansk vin normalt kan tilbyde. Syltede kirsebær, modne blommer, læder og chokolade. Afbalancerede tanniner der holder vinen i live i glasset.

Grappa (2013)
-Kendt og elsket af grappa-entusiaster

Gin’en vil blive mixet med tonic og dertil lidt sprødt, boblerne vil akkompagneres af lidt snacks og ellers har køkkenchefen lagt hovedet i blød, i Kvist & Vitus’ vin, for at udtænke en passende 4 retters menu, samtidigt med at han krydser fingre for at husets Portvin når at blive klar til den store aften, så der er passende dansk vin til desserten. Til grappa’en bliver der serveret en god kop kaffe og lidt sødt.

Pris pr. person for hele herligheden er kr. 799,00
Tilmeldning på mail til Ristorante SanGiovanni på jeanette@sangiovanni.dk. Der sendes herefter faktura. Annullering kan ske senest d. 23/3 hvorefter hele beløbet refunderes. Efter denne dato er det ikke muligt at annullere bestillingen.

(Disclaimer – og det her er selvfølgelig skamløs selvpromovering, da jeg står for arrangementet, men det gør ikke at oplevelsen på aftenen vil blive mindre helt fantastisk ;))

Jeg drikker vin fra Jura, nærmere bestemt l’Etoile

Jura i det østlige Frankrig, imellem Bourgogne og Schweiz, er nok bedst kendt for deres vin jaune, altså ‘gul vin’. Vin lavet druen savagnin blanc – chardonnay må også blandes i – der efter vinificering bliver lagt på træfade der ikke bliver fyldt helt op, der får vinen lov til at hygge sig i 6 år og 3 måneder, hvor den stille og roligt oxiderer under et lag voile eller flor, som også kendes fra sherry, og deraf kommer der en flot gul oxideret hvidvin der oftest smager rigtigt godt, med en lang eftersmag af nødder, især til egnens ost comté, gerne godt lagret.

Derudover er der lige nu Arbois populær, den hvide er lavet på chardonnay og savagnin blanc, og også lettere oxideret i stilen, og lette frugtige rødvine, især på druen poulsard, de bedste vine kommer nok fra landsbyen Pupillon.

Lidt blandede bolsjer fra Jura

I det sydvestlige Jura et meget lille område ved navn l’Etoile, stjernen, på ca. 56 hektar, de laver også dejlige hvidvine efter samme principper som længere nordpå i Jura, altså på chardonnay og savagnin blanc, og med et lettere oxideret præg. Derudover man også lave vin jaune og vin de paille i AOC l’Etoille. Vin de paille er vine lavet i årgange hvor druerne modner ekseptionelt godt, hvor de efter høsten bliver lagt på måtter af strå for at tørre, inden de bliver presset til most, og vinificeret til en dejlig sød og langtlevende vin. Men tilbage til hvid l’Etoille, som jeg lige har smagt en dejlig flaske af. Den kommer fra domænet Domaine de Montbourgeau, nærmere bestemt fra marken ‘En Banode’ som mestensdel er bevokset af chardonnay og lidt savagnin blanc. Efter at druerne er blevet presset gærer vinen på ståltanke, hvorefter den kommer på en blanding af foudres (et fad der kan indeholde mere end 1000 liter), demi-muids (600 liters fad) og mindre fade, hvoraf der næsten aldrig er nye fade iblandt. Her ligger vinen og hygger sig i 30-36 måneder, og det er her magien opstår. Der bliver aldrig flyttet rundt på vinen fra fad til fad, og fadene bliver heller ikke genfyldt med vin, når noget af det stille og roligt fordamper, så her begynder vinen stille og roligt at oxidere og få sit specielle præg.

Smagsnote:

Domaine Montbourgeau, 2011, l’Etoille, ‘En Banode’

En lettere oxideret tone, friske og modne pærer, lidt citrus, syltet citrusskal, dybde og lidt støv

Først lidt valnød, derefter frisk citrusfrugt med en fin ren syre, mineralitet, balance, dybde, velsmag, moden pære, lidt sødme den fylder munden fint og lader tænderne løbe i vand. Og sammen med Mont d’Or bliver vinen mere end fantastisk og vokser i smag, storhed og renhed.

Hvad der er skrevet om vin – 1

Der bliver skrevet mange herlige ting om vin, både i fysiske magaziner som der da stadig findes nogle af, men endnu flere ting bliver nedfældet og publiceret på det store internet, og mange artikler osv. derpå er også meget interessante. Nogle af dem vil jeg samle op på, og poste links til her på sitet.

Vue udover Brunello di Montalcinos marker, set fra toppen af byen, hos vinhuset Il Marroneto og deres mark der leverer Madonna delle Grazie

Antoni Galloni har skrevet for Robert Parker i en god årrække, men har siden lavet sit eget univers hvor han skriver om de vine han smager, de restauranter han spiser og hvad han ellers finder spændende indenfor mad- og vinverdenen, ofte med god uddybende info. Sitet hedder Vinous.com og hvis du ikke allerede har været forbi, så kig derind, der venter mange timers god læsning, og det bliver ofte opdateret. Her har Galloni været til en dejlig fundraiser middag med højt gastronomisk niveau og et vinøst ensemble uden lige: http://www.vinous.com/articles/vinous-table-rusty-staub-charity-dinner-new-york-dec-2015

 

Champagne fra mindre producenter der både dyrker og vinificerer deres egne vine, istedet for som før i tiden, sælge de gode druer til de store producenter. Det kommer der rigtigt meget spændende og velsmagende champagne ud af, og ofte til en noget billigere penge, end hvis man skal ud og have fat i de store huses vine, hvor der ofte bliver betalt en sjat for navnet på etiketten. http://www.skurnik.com/why-you-should-drink-grower-champagne/

 

Der kommer også mere og mere fokus på vine fra mindre områder omkring i Europa, hvoraf nogle af dem i tidernes morgen stod for produktion af datidens store vine, eller som stadig dyrker vin som dengang, og bruger druer som er typiske for deres område, istedet for at lave vine på de store internationalt kendte druer. Alan Richman, der bl.a. skriver for GQ, har kigget lidt på nogle af de områder og vine.  Old World, New Wine

 

Hvorfor vin? Spørger Wine Spectators Matt Kramer og filosoferer lidt over hvor vi drikker vin, et meget interessant spørgsmål. http://www.winespectator.com/webfeature/show/id/52500

 

Og i forlængelse af Alan Richmans jagt på nogle gamle fine områder i Europa, er der også kommet en stigning i efterspørgelsen af vine på originale druer fra området, hvorfra vinene kommer. Nogle af disse druer er igennem tiden gledet lidt i baggrunden, da de laver lette, frugtige og næsten gennemsigtige vine, men de er på vej tilbage. Det har Jamie Goode fra Wineanorak kigget på.  http://www.wineanorak.com/wineblog/uncategorized/the-rise-of-the-lighter-coloured-red-wine

 

Og til sidst idag, lidt om en netop udgivet bog i engelsk oversættelse, om bagsiden af den franske vinbranche og de grumme magtkampe der foregår, både om at lave den bedste og dyreste vin, holde sin vins status i klassifikationen, holde sine konkurrenter ude derfra og meget andet. http://triblive.com/lifestyles/davedesimone/9690870-74/wine-business-france#axzz3vnr3Q7JZ

3 x Soave – Latium, Bertani og Pieropan

Soave, et dejligt område i Veneto, engang kendt for tyndt billigt hvidvin, men siden da er det gået den rette vej stille og roligt, og nu kan der findes glimrende vine med liv og krop, elegance og fylde, dog stadig med en fin syre og bitterhed. Traditionelt lavet på garganega druen tilsat op til 30% trebbiano di Soave, som er druen verdicchio der har tilpasset sig livet i Soave. Siden da har man fået lov til at komme chardonnay og pinot bianco i.

Garganega som er hovedrolleindehaveren i Soave er en lidt vanskelig sag, den performer når den bliver behandlet ordentligt og udbyttet ikke er for stort, der får den sine karakteristika af citrus, mandel, en let sødme og en sommerlig flygtighed. Når vinstokken får lov til at leve sit liv, bliver udbyttet for stort, og vinen bliver tynd og ligegyldig, og jeg kunne forestille mig at hvis udbyttet af høsten blev for lavt, ville vinen blive plumb og kvalm.

Soave er delt ind i Soave Superiore DOCG, Soave Classico DOC, Soave Colli Scaligeri DOC og Soave DOC, en inddeling der er sket, da DOC området nok blev udvidet lidt for kraftigt på et tidspunkt, som selvfølgelig gik ud over kvaliteten af vinen, og de traditionelle og gode producenter af Soaves omdømme. Classico er den originale zone, hvor de bedste marker umiddelbart også ligger, og deraf nok også der bedste vine burde komme fra.

 

Pieropan var en af de første kvalitetsbevidste producenter i en skov af bønder der skibede deres druer, flest muligt af dem, til kooperativer der gladeligt pressede dem til vin, en vin knap så god – som den nok burde have været. Pieropan var også det første hus i Soave til at lave en enkeltmarks Soave, nemlig den der kommer en smagenote på lige om lidt. Calverino består af 70% garganega og 30% trebbiano di Soave, og både gærer og lagres i glasforede cementtanke, selve lagringen foregår med bærmen. Marken bliver dyrket økologisk, vinstokkene har en alder imellem 30 og 60 år og udbyttet er 60 hl pr. hektar.

Godt nok ikke Soave, men et dejligt vue udover en anden Veneto zone, nemlig Valpolicella Classico, fra huset Quintarelli.

Pieropan 2010 Calvarino Soave Classico

Frisk duft med masser af citrus, lidt hvide blomster og en fin anelse af honning sødme.

Smagen, der er igen citrusfrugt, citrusskal, bittermandel, fin elegant syre, bitter afslutning henad grapefrugt. Med iltning og lidt varme falder bitterheden og bliver harmonisk med den fine syre, og der dukker endda lidt sødme op henimod slutningen.
Bertani er en gammel producent i Veneto, nok mest kendt for sin amarone, men laver nu også en dejlig Soave. Markerne der bærer druerne til denne vin ligger indenfor classico zonen, men det skiltes der ikke med på flasken. Vinen består af 100% garganega og er vinificeret med skalkontakt i 15 dage, hvorefter vinen lagres på cementtanke der er forede med glas, også her lagres vinen på tank med bærmen for mere kompleksitet og dybde.
Smagenote:

Bertani 2013 Soave

I næsen er der karamelliseret æble, flad æblemost, en lettere oxideret tone og lidt vanilje.

Det oxiderede præg går igen i smagen, sammen med stødt æble, vanilje, en lettere flad syre, abrikos, den virker mere moden end den er.

Der er billedskønt i Veneto.

Latium er et lidt nyere skud på stammen i Veneto, vingården har 40 år på bagen og indtil 1992 blev druerne solgt til kooperativerne, men der skulle komme andre boller på suppen. Vi er her i Soave zonen og vinstokkene har 30 år på bagen. Vinen består af 100% garganega, og efter druerne er blevet plukkede, får de lov til at tørre let i 15-20 dage, før de bliver pressede og gærede, noget som foregår på ståltank.

 

Smagenote:

Latium 2013 Campo Le Calle Soave

Næsen oser af gule blomster, hvid fersken, tropisk frugt, karamelliseret melon, stødt æble, måske lidt pærejuice.

I munden viser der sig hvide flygtige blomster, hvid fersken, umoden honning melon, noter af citrus frugt og citrusskal, lidt honning, alkoholen dominerer lidt, syren er skarp og uharmonisk, men med en hvis fedme som der kommer temperatur i vinen, og deraf også lidt sødme og mere honning, lynghonning, der næsten går over i noget lakridset. Oppulent og voldsomt.

 
Tre vidt forskellige typer Soave, noget som igen er fantastisk, at producenten sætter så stor præg på sin vin, og de deraf får vidt forskellige udtryk. Personligt er jeg nok mest til en blanding af Pieropan og Bertani, og netop den vin er lavet – af Pieropan og hedder La Rocca. Igen en Soave Classico, der både bliver gæret i 2500 liters fade med skindkontakt og derefter lagret i fade af 500 liter og 2000 liter med bærmen, den smager dejligt, især med lidt alder. Latiums er nok lige lidt for vild til mig, men lur mig om det ikke er den der er crowdpleaseren, blandt de tre vine jeg lige har smagt.